557 / 650
Livet i København.
551
og varetog deres Interesser, som den Skrædder, der
opholdt sig der 1843—1846 og averterede i Avisen, at
han leverede godt og billigt Arbejde og »var hjemme
hele Dagen«, hvorved han fik god Søgning og foruden
at tjene sig ud tjente nok til at etablere en Forretning.
Det blev just ikke anset for nogen Plet paa en Mands
Hæderlighed at komme i Slutteriet, og Folk ynkedes
mere over den Stakkel, der blev sat fast, end det fandt
Kreditors Optræden retfærdig. Da det ofte blev benyttet
imod Folk, der sTkyldte smaa Summer bort, og under
tiden af Chikane, fastsatte en Forordning i 1847, at
ingen kunde sættes i Slutteriet for mindre end 50 Rdl.
og ingen boldes der længer end i 3 Aar.
Til Københavns Betydning som H a n d e l s s t a d
mærkede man ikke meget. Strækningen fra Frederiks-
holms Kanal til Knippelsbro tilhørte Militæretaterne,
fordi Tøjhuset og Proviantgaarden laa der. Strækningen
fra Knippelsbro til Nyhavn var næsten fuldstændig op
tagen af Gammelholm, som var skilt fra Byen ved en
Grav, et Plankeværk og et langt gult Pakhus, hvoraf
den nuværende Studenterforeningsbygning er en sidste,
ombygget, Rest — den dannede Midterpartiet og var
indrettet til Kirke. Søetaten vilde nødig give Slip paa
Holmen, endskønt der kun fandtes nogle faa Værksteder,
og den meste Plads var udlagt til Græsning for Ekvi
pagemesterens Køer, hvorved han havde en ikke ringe
Indtægt som Mælkeleverandør ti Byen (Orla Lehmanns
Erindr.). De allukkede Pakliuspadser ved Ny Toldbod
gade og Skibsværfterne paa Ivristianshavn hindrede
Publikum i Adgang til Havnen, og det kunde da kun
betragte Fiskerbaadene, Pæreskuderne og Finlapperne
ved Holmens Kanal og Børsen, Færgebaadene og F a r
løjerne i Nyhavn, og endelig den ringe Trafik paa Told
boden — Adgangen til Langelinje var kun dem tilladt,
der havde løst Tegn. Dog, det var ogsaa et tomt