552 / 650
546
Livet i København.
Sprøjterne. Det mere offentlige Liv, hvori man senere
færdedes, tillige med den mere udbredte Velstand
gjorde, at disse Skikkelser forsvandt eller lyssky gemte
sig. Ogsaa i den Retning virkede Bevægelsen i 1848
gavnligt. Den blandede alle Klasser sammen og lærte
Folk, at de kunde mødes i Tusindvis, uden at Raaheden
behøvede at vise sig.
Fø r denne Tid var der intet F o l k e li v . Enhver
passede sit, kun skelende til sin Nabo og Genbo, og
traf Folk sammen i større Masser, var det uden indre
Liv. I den ældre Tid var Følelsen for Autoriteten over
vældende, senere gik enhver Følelse op i Loyaliteten
imod den afholdte Konge. Der var saaledes Folk nok
tilstede om Søndagen i Frederiksberg Have, hvor Pavil
lonen blev bygget 1813 til Publikums store Glæde, —
Kongen sejlede jo i Kanalen eller spadserede i Gangene;
men ethvert Øje var fæstet paa ham, og intet andet
Baand forenede de tilstedeværende. Da der gjorde sig
en Opposition gældende imod Regeringen, var det da
for mange, som om den gjaldt Kongen og var samfunds
opløsende, og der maatte Begivenheder til som de i
1848 for at vise, at den Følelse, der havde fremkaldt
den langvarige Opposition, var mere end opløsende, var
samfundsbindende. Der er mange Eksempler paa Fo l
kets Loyalitet, men næppe noget mere betegnende end
Teateraftenen den 7. Oktober 1830. Stykket, der op
førtes, var »Den stumme i Portici«, som flere Steder
var blevet forbudt af Regenterne og i Brüssel havde
givet Signal til Revolutionens Udbrud, hvilket var vel
bekendt. Da Kongen traadte ind i Teatret, blev han
hilst med et: »Kongen leve!« Orkestret spillede, og
Publikum istemmede Slutningskoret af »Elverhøj«. Da
3. Akt kom, og Fiskerne i denne overvælder de konge
lige Soldater — hvad der havde fremkaldt revolutionære
Udraab paa næsten alle fremmede Teatre —, lød der