551 / 650
Livet i København.
545
til Torvene og tilmed passe Torvetiden. De mangfol
digere Sager, der forhandledes, og den bedre Udstyrelse,
med hvilken de præsenteredes i Vinduerne, medførte,
at Skiltene efterhaanden tabte sig, saa at de talende
Urtekræmmerskilte med en Svend, der afvejede Sukker,
eller Tobaksspinderskiltene med en røgende Neger blev
Antikviteter, ogsaa Jordemødrenes Skilt med en Kvinde,
der svøbte et Barn, mens forgyldte Kringler, rødmalede
Handsker, lakerede Støvler, spraglede Glarmesterskilte
o. 1. ikke lod sig fortrænge. Ved Berøringen med Ud
landet blev den stygge Skik indført at bemale Hus
facader og fritstaaende Gavle med alenhøje Avertisse
menter.
I en anden Retning frembød Gadefærdselen en be
tydelig Forandring til det bedre. Ikke at tale
0111
de
fordrukne Mennesker, der ofte mødtes paa Gaden i den
gamle Tid, saa man Eksemplarer, som man nu ikke
kan forestille sig, af »Flæskesjovere«, især paa Gammel
torv, af Tørvebønder, Frugtsælgersker og Kludesamlere,
af lasede Gadedrenge, Rødstenskællinger, der gned Trip
pelse paa Flisestenene ved Gammelstrand, Savskærere
og lignende Personer. Især ved visse Lejligheder kom
disse for Dagens Lys, f. Eks. naar Tallotteriet skulde
trækkes paa Vandkunsten, naar Borgerne havde Revue
paa Fælleden, eller naar der var Ildebrand og Sprøj
terne kom rumlende, trukne af Brandfolkene i deres
sortmalede Lærredskitler, mens Vognmandskarle, Bryg
gerknægte og Slagtersvende sad med dinglende Ben og
bare Fødder i Træskoene paa den nøgne Hesteryg og
kørte SlufFerne med Vand til Brandstedet. Gade- og
Læredrenge peb i Fingrene og hujede, det ikke mands
stærke Politi søgte at afspærre Brandstedet, Brandoffi
cererne med deres hvide og gule Fjedre i Hatten søgte
at komme til, og Sjoverne trængte sig igennem Mængden
for at fortjene en Mark eller Rigsort ved at arbejde ved