555 / 650
Livet i København,
549
(til Fyrtøjer, da Friktionsstikkerne først blev opfundne
i 1841), nu og da afb rud t af en Skralde — dengang
skulde Dagrenovationen ikke være endt om Form id
dagen —, indtil Raabene forstummede om Aftenen, og
Vægterne sang: »Nu er det paa de Tide, man føjer sig
til Seng, Husbonde, Pige, Dreng!«
En uhyggelig Klasse Personer, der dengang var al
mindelige, var Slaverne. De blev bevogtede af en Slave
sergent og førtes ud i smaa Afdelinger for at arbejde
paa Tøjhuset, paa Fæstningsværkerne og andre Steder.
Fejningen af de lange Fæstningsbroer paahvilede dem,
og derfor saa man dem stadig her falbyde Kamme, ud-
skaarne Æsker og lignende Sager, som de forarbejdede
i deres Fritid, og som man af Medlidenhed afkøble
dem. Deres Dragt var graat Vadmel med Uldstrømper
og en Jærnkæde ved det ene Ben, fastholdt ved en
Ring under Læggen og en anden over Knæet. Tugthus
fangerne var af Dragt halvt gule, halvt grønne; de
brændemærkede Fanger havde røde Ærmer, og de, som
var brudte ud og ansaas for farlige, havde en Jærnring
om Halsen. Først efter 1848 blev man befriet for dette
uhyggelige Syn. Saa kom der ogsaa Orden i disse Fo r
hold; forhen havde den daglige Disciplin været slap, og
det var ikke sjældent, at dømte Forbiydere kunde gaa
frit omkring i Arresterne — især i Provinserne — og
gøre Oppassertjeneste. Det samme halvt gemytlige, halvt
gevaltige Autoritetsstempel traf man hos Natvægterne,
disse »fuldendte Komikere«, som Orla Lehmann kalder
dem i sine Erindringer, butte og stærke Folk — som
oftest Savskærere af Profession —, der saa endnu sværere
ud i deres tykke, mørkeblaa, langskødede Frakker, deres
store Fedtstøvler, den lodne Ivabus paa Hovedet og
Morgenstjernen i Haanden. Det var et uforglemmeligt
Syn at se to eller tre af dem i smaat Luntetrav trans
portere en drukken Person, fastbunden paa deres Stige,