553 / 650
•
fra Publikum kun et lydeligt: »Vor Konge leve!« og
under Jubel og Hurraraab ledsagede det ham senere til
Vognen. Saa dybt et Indtryk gjorde denne uventede
Demonstration paa Kongen, at han sagde til Teaterchefen:
»Det er den dejligste Aften, jeg ha r oplevet i mit Liv.«
(Overskous Danske Skuepi. V S. 113.)
Men Frygten for Autoriteten førte til en almindelig
Mangel paa Initiativ. Folket gik i Ledebaand, var tungt,
sløvt, trykket og ventede altid paa Bud eller Befaling
om, hvad det maatte gøre eller undlade. Det var i
disse Aar, de danske blev nationalt karakteriserede som
»Hr. Sørensen med Nathuen«. Politistokken herskede,
og ingen beklagede sig over den, selv ikke naar den
— som ved Jødefejden 1819, Tugthusfangernes Udbruds
forsøg 1817 og Ildspaasættelsen paa Ladegaarden 1839 —
blev svungen paa Kraft. Det syntes i sin Tid at være
en værdig Genstand for en Anordning, at Fortovsretten
ikke gjaldt overfor en Skildvagt paa sin Post, ligesom
der blev udstedt Forbud imod at røge Cigar, naar man
gik forbi Skildvagterne foran Kongens Palais paa Amalien
borg Plads, og imod at lade Hunde færdes paa Voldene,
hvad General Hansen senere som Krigsminister til stor
Morskab for alle forgæves søgte paa ny at faa gennemført.
De Folk, der strømmede ud til Kasino-Møderne eller
samledes tor at bringe Orla Lehmann et Fakkeltog, lo nu
ad saadanne Forbud, og vilde Myndighederne gøre dem
gældende, kom det til Rivninger. I 1848 var det derfor
ogsaa almindelig omtalt, at Politiet var brutalt, bidsk,
irettesættende, ikke humant, velsindet, vejledende nok.
Under den gennemgaaende Mangel paa Folkeliv
levede Befolkningens Klasser mere afsondrede for sig
og fremtraadte med et originalt Præg, der blev udslettet
af den ny, nivellerende, Tid. Hvor velbekendte var
ikke Fattigvæsenets Lemmer, der sværmede ud fra Al
mindelig Hospital hver Dag Kl. 1, eller Ladegaards-
Livet i København.
547