549 / 650
Livet i København.
543
snart blev betalte med overdrevent høje Priser og
næsten hvert Hus blev Butik fra Kælder til Kvist —
Daguerreotypisterne, der kom hertil omtrent i 1845, (og
senere Fotografisterne) søgte helst øverst op.
Ogsaa G a d e fæ r d s e le n fik et andet Præg. I den
gamle Tid spadseredes der kun hvor der var Plads, som
i Bredgade, eller hvor der var smukt, som paa Voldene
og i Kongens Have. Den daarlige Brolægning indbød
ikke til at gaa paa Gaden om Dagen, den daarlige
Lygtebelysning forbød det om Aftenen. Enhver skyndte
sig til og fra sit Arbejde eller valgte dog den nærmeste
Vej fra Hjemmet. Men efterhaanden blev Brolægningen
bedre, Østergade fik Fliser, Vimmelskaftet fik Fliser, og
man kunde nu se Spradejunkere og Modedamer drive,
som det hedder bos Erik Bøgli:
»fra Mini og til P leisch og saa tilbage,
bestandig Østergade op og ned.«
Kafeerne kom i Flor. I ældre Tid kendtes ikke
saadanne. Man spiste hjemme, og Grossereren eller
Embedsmanden tog sit Smørrebrød med sig i Lommen.
De, der søgte Beværtningssteder, kom for at drive Tiden
ben eller — Folk uden Hjem — for at faa deres Kost,
det var derfor Vinstuer eller Spisekvarterer. Disse var
simpelt udstyrede. Maden serveredes paa Borde med
Voksdug i Steden for Dug, og kun paa de fineste Steder
gaves Servietter. Om Aftenen var Belysningen Talglys
i Bliklysestager paa Bordene eller foran polerede Skaaler
paa Væggene, hvorved Lyset kunde kastes ud i Stuen, —
saaledes var endnu i 1847 Grandjeans Konditori i store
Strandstræde med de smukke store Lindetræer foran
den lave og uanselige Bygning1.) Med Krigen 1848 kom
b Konditorierne opkoin egentlig først i Krigen 1807—14 og
kaldtes uegentlig efter fransk Forbillede »restaurants« (Hvidberg:
Noget om Tyverierne, 1815).