177 / 306
1 7 3
Mens vi ved vore første Resectioner kun fjernede mindre Partier
og ansaa det for tilfredsstillende, naar blot der var dannet en Kanal,
er man i de sidste Aar gaaet over til at lægge Vægt paa at fjerne saa
meget som muligt. Der skaffes saaledes nu ikke alene frit Overblik
ved Urethras Afgang, men der fjernes ogsaa saa vidt muligt alt pro-
minerende Væv i hele Pars prostatica. Til Slut søger man at glatte
af, idet Kanter, smaa prominerende Partier og delvis løsnede Smaa-
stykker fjernes med Slynge eller Tang. Endelig standses Blødningen
med Electrokoagulation. I den senere Tid koaguleres der dog med
noget mindre Iver, fordi Skorperne fra Koagulationen
han
bevare
Infektionen og trække Efterbehandlingen i Langdrag. De større blø
dende K ar behandler vi dog stadig med lokal Koagulation, men
undgaar skematisk at koagulere hele Resectionsfladen. Den parenchy-
matøse Blødning foretrækker vi at behandle med Skylning med varmt
Saltvand, fortyndet Adrenalinopløsning eller Sangostop, hvorved man
praktisk talt altid faar Blødningen standset. Det er altid lykkedes
os at blive Herre over Blødningen, selv om vi ffere Gange har maattet
ofre en Del Tid paa Hæmostasen og ogsaa i de første Døgn efter
Operationen har maattet fortsætte med Adrenalin- og Sangostop-
skylninger. Som bekendt kan der ogsaa opstaa Blødning saa sent
som
10—14
Dage efter Operationen; den er dog som Regel af lettere
Art og standser ved Sengeleje, eventuel Skylning med omtalte Hæ-
mostatica. Kun een Gang har vi staaet overfor en alvorlig Blødning;
ved Reoperation standsedes denne ganske vist, men Patienten døde
af Pneumoni.
Indgrebets alvorligste Fare er
Perforationerne,
der kan findes i
selve Blæren, og da som oftest nedad bagtil, idet en Fold af Væggen
er kommet med i Slyngen eller Resectionen af et Midterparti er
foregaaet for dybt. Som Regel sker denne Perforation extraperi-
tonealt, og der udvikler sig da hurtigt en Uroplani omkring Vesica,
bredende sig retroperitonealt. Smerter og Ømhed lokaliseres til Par
tiet over Symphysen ovenfor Ligamenterne og senere lumbalt; det
gælder om saa hurtigt som muligt at aabne for denne Flegmone over
Ligamenterne, eventuelt maa der lægges Kontraincision i Lumbal-
regionen, og endelig maa der foretages en Cystostomi. Sjældnere sker
Perforationen i Pars prostatica, hvorved der opstaar Infiltration i
Omegnen a f Próstata ind mod Rectum og op bag Symphysen; ogsaa
her maa der foretages Cystostomi og Drainage af Cavum Retzii eller
ind mod Rectum. Endelig kan en sjælden Gang Perforationen finde
Sted i Pars membranácea, fordi man har ført sin Slynge for langt
frem eller udskrællet for meget i Højde med Veru Montanum. Der
udvikles i Penis og Scrotum en Flegmone, der maa aabnes med store
Incisioner; i saadanne Tilfælde kan man ofte nøjes med at lægge et
Katheter á demeure og undlade at foretage Cystostomi, hvis Blæren
ikke er for inficeret.