23 / 306
21
faktor; den bliver blot ikke resorberet, og følgen er, at der udvikles
en makrocytær anæmi, hvis blodbillede næppe afviger fra det ved
almindelig perniciøs anæmi fundne.
De her omtalte anæmiformer og deres patogenese er nogenlunde
velkendte, og de forekommer om ikke hyppigt, så dog i et ikke helt
lille antal. Derimod foreligger der kun meget sparsomme og til dels
usikre meddelelser om den anæmiform, hvor manglen på den anti-
anæmiske faktor alene er betinget a f mangel på »extrinsic factor«,
og som passende kunde benævnes
exogen perniciøs anæmi.
I tempe
rerede zoner er disse tilfælde i hvert fald yderst sjældne, hvorimod
de efter
Wills
(
19
) ikke er helt ualmindelige i troperne; forholdene
dér er dog vanskelige at bedømme, da det ofte er umuligt at påvise
den enkelte ernæringsdefekt, der har betydning for anæmiens udvik
ling, og fordi der desuden optræder forskellige interkurrente infek
tioner, der kan have indflydelse på blodbilledet.
Der findes imidlertid i litteraturen en række meddelelser om til
fælde a f perniciøs anæmi med bevaret fri syre i ventriklen. I
1934
talte jeg (
1
) dem under anvendelse af megen kritik op til
32
og med
delte samtidig selv 2 tilfælde, hvoraf det ene blev nøje beskrevet.
Nu kan det sikkert ikke udelukkes, at det i en del af disse tilfælde
alligevel ikke har drejet sig om perniciøs anæmi, men om helt andre
lidelser, vel hyppigst leukose og sprue; i nogle af disse tilfælde, så
ledes det første af mine to tilfælde, er der derimod meget der taler
for, at anæmien skyldtes mangel på »extrinsic factor« i føden.
I følge sagens natur er det imidlertid først i de aller seneste år,
at man har fået øjnene op for denne patogenetiske sammenhæng,
og fra denne tid foreligger der kun ganske få meddelelser om sådanne
ernæringsbetingede tilfælde af perniciøs anæmi. Foruden i mit eget
i
1934
offentliggjorte tilfælde (
1
) blev en tydelig ernæringsdefekt
påvist i tre tilfælde offentliggjort af
Ungley
i
1933
(
17
) og
1938
(
18
)
og i to tilfælde meddelt a f
Groen
ds
Snapper
(8) i
1937
. Alle disse til
fælde afveg dog på forskellige væsentlige punkter fra typisk perni"
ciøs anæmi og i alle tilfældene indtrådte fuldstændig remission først
efter behandling med præparater, der også er virksomme ved almin
delig genuin perniciøs anæmi, d. v. s. indeholder det færdigdannede
antianæmiske princip. Det fulde bevis for ernæringsmanglens betyd
ning fås imidlertid først, når man opnår fuld remission alene ved
tilførsel a f »extrinsic factor«, og et sådant tilfælde skal meddeles i
det følgende.
Sygehistorie.
E n 43 årig m ålerkontrollør blev 1/7/37 indlagt på Bispebjerg
H ospitals afdeling B for perniciøs anæm i. Der v a r ingen familiære dispositio
ner til blodsygdomme, og anam nesen frem bød i det hele in te t særlig in d til
om kring 1930, da p atienten begyndte a t lide af obstipation; han følte sig en
del generet heraf og foretog af denne grund en radikal ændring af sin kost,
idet han derefter udelukkende spiste hvedebrød, smør, grød, fløde og et æg
daglig, sam t nu og da sparsom t fiskefars, grøntsager og frugt, m en aldrig nogen
form for kød, lever eller mælk. P å denne kost blev patientens afføring daglig,