27 / 306
2 5
I d et følgende halve år m ødte p atienten jævnlig til kontrol; han spiste al
m indelig m ad og brugte ingen medicin; h an havde ingen subjektive klager og
passede sit re t besværlige arbejde som m ålerkontrollør uden vanskelighed. U d
seendet v a r strålende, tungeslim hinden ganske naturlig og
7
m åneder efter
udskrivelsen v ar hæmoglobinprocenten 104, de røde blodlegemer 4870000 og
væ gten 81.1 kg.
Diskussion.
A.
Diagnose.
Da patienten blev indlagt frembød han et billede,
der var så godt som fuldstændig karakteristisk for genuin perniciøs
anæmi. Den betydelige anæmi med det stærkt forhøjede farveindex,
den udtalte glossitis, det typiske resultat a f sternalpunkturen og den
klassiske Price-Jones’ske fordelingskurve, alle disse forhold talte af
gørende for diagnosen perniciøs anæmi. Imod talte egentlig kun det
normale ikterusindex samt, at der ved prøvemåltidet blev fundet et
kongotal på
5
; der blev dog samtidig fundet mælkesyre i prøvemål
tidet, hvorved kongotallet muligvis finder sin forklaring. Efter hi
stamininjektion blev der imidlertid også fundet fri syre i ventrikel
sekretet, om end kun yderst lidt, men det var dette fund, i forbin
delse med den ejendommelige anamnese, der ledte tanken hen på
ætiologien.
Andre makrocytære anæmier end perniciøs anæmi kunde dift'e-
rentialdiagnostisk ikke komme på tale. Patienten frembød således
ikke symptomer på sprue; hans afføring havde naturlig konsistens
og farve, samt normalt fedtindhold; der var ingen halisterese af knog
lerne, serumcalcium var normalt, og blodsukkerkurven efter belast
ning med glukose var om end noget lav, så dog ikke sikkert abnorm.
Heller ikke strikturanæmi kunde komme i betragtning, idet det
a f røntgenundersøgelsen fremgår, at tarmpassagen var fuldstændig
normal, og der var iøvrig daglig, naturlig afføring under hele hospi
talsopholdet. Endelig må det tilføjes, at der ikke blev fundet para
sitæg eller tænieled i fæces, og at patienten aldrig havde været uden
for Danmark, så han husede hverken bothriocephalus latus eller
andre tarmparasitter.
For fuldstændighedens skyld skal det yderligere tilføjes, at patien
ten, således som det klart fremgår a f alle undersøgelserne, ikke led
a f pellagra, syfilis, tuberkulose, kronisk nefritis, lymfogranuloma-
tose, leukose, blyforgiftning eller nogen anden af de sygdomme, der
lejlighedsvis forårsager en makrocytær anæmi. Der bliver i virke
ligheden kun diagnosen perniciøs anæmi tilbage, og denne diagnose
bekræftes foruden af de nævnte karakteristiske fund, i særdeleshed
af forløbet.
B.
Ætiologi.
Da diagnosen således måtte betragtes som fastslået,
henledte, som ovenfor omtalt, den svagt bevarede syrefunktion samt
den iøjnefaldende ernæringsdefekt i anamnesen opmærksomheden på
muligheden af denne ernæringsdefekts betydning i ætiologisk hen-