BispebjergHospital

5 1

Jeg skal tillade mig at meddele resultaterne af røntgenbehandling

a f

patienter med chronisk lumbago, formentlig i alle tilfælde

torntapslumbago. Tilfælde a f lændesmerter, hvor disse kan have

andre paaviselige aarsager som cancermetastaser, myelomer, avita-

minotiske osteomalacier o. s. v. er ikke taget med, selv om der er

udtalte torntapsforandringer. Endvidere er udskudt spondylitis

ankylopoëtica, hvor røntgenbehandling forøvrigt i de faa tilfælde,

vi har haft til bestraaling, synes at have haft god effect overfor

smerterne.

For spondylosis deformans vedkommende er de tilfælde ikke taget

med, hvor der er tydelig discushenfald, idet denne forandring kan

tænkes at bero paa smertevoldende processer, (jeg deler ikke Schmorls

opfattelse af, at denne proces altid er traumatisk. — Forresten

tyder min erfaring ikke paa, at denne form af den saakaldte spon

dylitis deform, er videre taknemmelig at røntgenbehandle). Derimod

er der i vort materiale mange patienter med randlister eller oste-

ofytdannelser paa forkant og sider af corpora. Saadanne dannelser er

jo næsten fysiologiske hos ældre og efter mit skøn næppe smerte

givende.

Lette former a f spina bifida, som jo findes hos omtrent

% af

alle mennesker, er heller ikke udskudt, ej heller ubetydelige grader af

sacralisation og lumbalisation. Endvidere findes

tilfælde, hvor

forreste øverste kant a f et hvirvellegeme danner et corpus liberum.

Vanskeligt har det været at afgøre, om polyartroitiske faktorer

har kunnet spille ind i en del af tilfældene. F. ex. kan det være svært

at vurdere, om en malum coxæ sen. med secundære forandringer i

knæled og columna er polyartroitisk eller artrotisk.

Man har imidlertid efter bedste evne søgt i det her fremlagte

materiale at udskyde tilfælde, hvor der er sandsynlighed for, at

andet end torntaplidelsen er aarsag til smerterne, men rene tilfælde

i den forstand, at kun torntaplidelsen kan paavises, er ikke alminde

lige, fordi torntapforandringerne jo som artrose i det hele taget er

secundære fænomener. Endnu et forhold maa tages i betragtning,

at lumbagosmerterne som tidligere sagt utvivlsomt er stærkest paa

det tidspunkt, da bløddelene ødelægges, altsaa forinden de rønt

genologiske forandringer er stærkt iøjnefaldende eller overhovedet

paaviselige.

Røntgenstraalerne virker kun smertestillende, ikke kurativt.

Vi mangler enhver forstaaelse af, hvad der egentlig foraarsager

straalernes smertenedsættende virkning.

Det er yderst vanskeligt at vurdere resultaterne a f røntgenbe

handling af lumbago. For det første fordi det drejer sig om et sub-

jectivt symptom, smerter. Desuden kan der spontant komme kor

tere eller længere ophør af lumbagosmerter. Endvidere kombineres

røntgenbehandlingen i de fleste tilfælde i hvert fald en periode med