244 / 256
2 2 9
døm te samm en , h vor det lod sig gøre (det kunde dog
ikke ske, h vor B yfogden var Part), o g m edens For
en ingen der var saa nøje, at der ikke, førend langt inde
i Christian d.
4
des T id , findes særskilte Raadstue- og
særskilte T ing- (eller Rets-) P rotocoller, forekomm er der
im od denne A dskillelse stærkt i Randers; der ere sær
skilte P rotocoller (saa som saa ere de rigtignok) for
h ver af disse Arter Forsam linger, o g ligesom B yfogden
sees kun u n dtagelsesvis at h ave indfundet sig i M agi
stratens Forsam linger, form odenlig kun ved særlige A nled
ninger, saaledes indfandt ogsaa Magistraten sig kun sjældent
o g kun i de T ilfæ lde, hvor de nødven d igen maatte det,
paa T in g e, B yfogdens T um leplads.
Magistraten havde
im idlertid en vis dømm en de M yndighed, o g deriblandt
troer man i A lm indelighed (m en h vorved n ødvendigt
maa være m egen Irring, om end T in g en en d og tildels
forholder sig saaledes) en O verrets-M yndighed over B y
fogden o g T in g et, saa at deres o g dettes D om m e kunde'
appelleres til B orgerm estre o g Raad, i det m indste h v o r
B yen havde den saakaldte Landstingsret, det er: den'
Ret, at Magistratens D om m e igen g ik (ikke til Lands
tin g et under Appel), m en til K ongen o g Rigsraadet, eller
som man udtrykker det: den Ret, at B yfogdens D om m e
skulde kunne appelleres til Magistraten i B yen (og derfra
til Herredagen).
En Frdng. af
1 5 8 6
, om h vilk e M agi
stratens D om m e der skulde gaa forbi Landstinget direkte
til H erredagen, indskrænkede de priviligerede Byers Antal,
m en Ribe ved b lev at være blandt disse.
Nu veed jeg
ikke, om hin Ret, at Magistratens D om m e skulde gaa
direkte til H erredagen, virkeligen var det samm e som
eller u adskilleligt forbundet m ed, at Byfogdens D om m e
skulde appelleres til Magistraten (og derfra til Herre