377 / 795
Runestenene ved Rundetaarn
363
taain og skildrer37, hvorledes der langs Siderne af Snegle
gangen var opstillet „talrige Runesten, hensynsløst fjer
nede fra deres oprindelige Steder. Uden Indskrifter, der
kan fortælle, hvorfra de kom, eller hvad de betyder, staar
de — snavsede, unyttige og forsømte, men de skal flyttes
til Universitetsbibliothekets nye Have, naar den er fær
dig“. Hvor han har denne Oplysning fra, og om den er
rigtig, kan ikke siges, men hvis der virkelig har været
noget om Sagen, er det et ganske interessant Vidnesbyrd
om, at man fastholdt den gamle Tanke, at Runestenene
var Litteratur-Mindesmærker, snarere end Museums
genstande.
Mærkelig nok synes der ikke at findes noget Billede
af Trinitatis Kirkegaard eller Rundetaarn, med Rune
stenene paa, skønt man skulde tro, at det kunde have
fristet en Kunstner. Maaske dukker der engang ved Lejlig
hed en Tegning eller et Maleri op, men indtil da maa vi
lade en fransk rejsende38 tolke den Stemning, disse
Mindesmærker vakte.
„Anbragte paa vældige Afsatser, i massiv og dunkel
Oprindelighed, i ærværdig Majestæt, danner disse Gaader
i Sten den ejendommelige Opgang til Universitetsbiblio-
theket og Christian den Fjerdes Taarn. Mere end een
Gang ha r jeg, enten naar jeg kom eller gik, set oppe paa
Toppen af dette Rune-Taarn en Stork, som en levende
Hieroglyph. Den tegnede sig mod den blaa Himmel. Det
var som en Ibis paa en af Faraonernes Pyram ider“.
KILDER OG HENVISNINGER.
O Erik Pontoppidan: Marmora Danica. I. 1739. S. 111 f.
2) Victor Hermansen: Oprettelsen af „Den kongelige Comm ission
til Oldsagers Opbevaring“ i 1807. Aarbøger for nordisk Old-
kyndighed. 1931. S. 265-320. — : C. J. Thom sens første Mu
seum sordning. Aarbøger for nord. Oldkynd. 1934. S. 99-122.