21 / 142
19
havn, skulde indrette sig et Manufaktur eller bygge
sig et nyt Hus; men dette blev ikke overholdt, ogman
nøjedes med at tage en Afgift af 100 Rdl. af hver frem
med Jøde, der vilde bosætte sig her. Derimod holdt
man skarpt paa, at der krævedes kongeligt Lejdebrev
for at faa Lov at komme herind; og hvis det opdagedes,
at en Jøde havde smuglet sig ind, stralTedes han med
1000 Rdl. i Bøde eller med Arbejde i Kastellet paa
Livstid, og enhver, der husede en saadan Person, be
handledes som den, der havde huset en fredløs. Og
dog havde Kongen stadig en vis Medfølelse overfor
disse »arme Mennesker, som var ilde farne, hadedes
over alt, og den borgelige Næring er dem udi den
største Del af Europa betagen«.
Der var ogsaa paa denne Tid nogle Jøder, der vandt
virkeligTAnseelse; det var, fordi de var dygtige Læger;
der nævntes i Særdeleshed to, der praktiserede her i
Byen til megen Velsignelse; det var
Simon Salomon
Polack
og
Thcophilus de Meza.
Det vakte dog almindelig
Opmærksomhed og ikke saa ringe Forargelse i 1770’
erne, at den liberalt tænkende »Drejers Klub«optog
de Meza
som Medlem, ja endog tillod ham at traktere
med den store Bolle ved Festerne. Man vilde ikke optage Jøder i Laugene; kun een,
Henrik Goldschmidt,
opnaaede at blive optaget i det hæderlige Brændevins-
brænderlaug. Det skete kun, fordi lian havde brændt
Brændevin, allerede før Lauget blev oprettet, og »med
temmelig Bekostning havde sat sig i Stand«. Hans
Efterfølger,
Nathan Valentin
, fik Afslag, da han søgte
Optagelse. Det hed sig altid, at Jøderne strejfede Landet rundt for at bedrage Folk, og det var ikke noget
sjældent Syn at se en Jøde i Gabestokken, fordi han
var beskyldt for noget sligt, selv om hans Brøde ikke
var bevist. Det kom endda saa vidt, at det blev fore-
slaaet i Kommercekollegiet, at enhver Jøde, der gav
sig af med Handel, det være sig Mand eller Kvinde,
for at skelnes fra ærligt Kristenfolk skulde bære et
mørkerødt Ærme. Dette blev dog heldigvis heller ikke
til noget.
2
*