Knud Bokkenheuser

at Omegnens Bønder mødte med Sække, som de ved

Plyndringen vilde fylde, naar det blev mørkt; men saa

længe det var Dag, købte de rigeligt og betalte uden at

prutte. Da det begyndte at mørknes, lukkede min Fader Huset og gik med Moder og mig ufødte over til min

vældige Onkel (der blev Model til Isak Bamberger i

»En Jøde«). Fader, Onkel og lians ældste Søn væbnede

sig hver med en Økse og stillede sig ved Døren til det

inderste Værelse og ventede. Der blev ikke vekslet

andre Ord end, at Onkel, da der lød et Brøl, sagde til

sin Kone, min Moders Søster: »De skal ikke røre Sømmen paa din Kjole, saa længe der er en Blodsdraabe i

migi« — »Det véd jeg nok, Isak,« svarede hun.

Nu hørtes Buldret af de kommende; men straks

efter kunde ogsaa høres, at der foregik noget uventet:

det var Byfogeden, der ved at komme i rød Kjole i

Spidsen for sine to Politibetjente og under Raabet:

»I Kongens Navn!« at slaa om sig med sin Spanskrørs

stok splittede hele Skaren, og saa var alt forbi.«

Det skulde vare længe, inden dette Jødehad helt

fortog sig, og Jøderne havde selv en Følelse af Tvivl

og Ængstelse i sig. Skønt

Goldschmidt

ideligt følte

sig tiltrukken af de Kristne, hvilket hænger nøje sam

men med hans Kærlighed til Danmark, var ogsaa han

usikker, hvilket gav sig mange Udslag under Kampen

mellem den Danske og Jøden i ham. Her skal blot

mindes om hans berømte Tale paa Skamlingsbanken

i 1844, som han dog selv senere kalder »sørgelig«.

Han begyndte: »Jeg er en Jøde; hvad vil jeg mellem Jer?« Da der fra Forsamlingen lød et: »Jo, jo, velkommen!« fortsatte han med den Erklæring, at han

som Jøde stod der med rette, fordi han bragte dem

Ordet: »Øje for Øje og Tand for Tand«, »fordi det ikke

gik an, som foreskrevet stod fra den anden Side, at

vende Kinden til, naar der blev slaaet, men man skulde

slaa igen paa Slesvig-IIolstenerne, haardt mod haardt,

ondt mod ondt, gøre Gilde for dem, som de vilde

for os!« —