

21
Nu skulde man have troet, at Jøderne socialt havde
den lige Vej at gaa for at naa op i Anseelse med de
Kristne. Da hændte i 1813 det forsmædelige, at en
dansk Forfatter, den ellers saa humane
Thomas Thaa-
rup,
oversatte et tysk Smædeskrift: »Moses og Jesus«,
der paa en for ham selv lidet smigrende Maade angreb
den jødiske Nation og lagde Jøderne for Had. Herved
opstod »den litterære Jødefejde«. Skriftet foranledigede
nemlig mange retfærdige Modskrifter, først og fremmest fra
Jens Baggesen
, der jo allerede i »Labyrinten«
havde talt Jødernes Sag saa smukt og varmt, som
ingen Sinde før var sket. Ogsaa
St. St. Blicher
tog ivrigt Jøderne i Forsvar.
Vi skulde dog helt ned til 1819, inden København
satte den Skamplet paa sig selv at etablere en virkelig
Jødefejde. Og hermed hang det saaledes sammen:
Ophidselsen var fra Tysklands større Stæder naaet
til København. Man beskyldte Jøderne for at være
Aarsag i de daarlige Tider og derfor skulde de drives
ud af Landet. Den 3. September fremkom der et ano
nymt Opslag paa Børsen, der opfordrede »alle gode
kristelige Borgere« til at drive Jøderne, »denne Sam
fundets Pest«, ud af Byen. Man anviste ligefrem Øster
gade med de rige Jøders Butikker som det Sted, hvor
man mest skulde tage fat. Det hjalp lidet, at Justitsminister
Kaas
skærpede Censuren og paalagde Politimester
Hvidbjerg
at fare strængt frem mod Jødefor
følgerne. Politimesteren var nemlig langtfra sin Post
voksen.
Lørdag den 4. September om Aftenen samledes Sjovere, Læredrenge, Matroser og andre paa Østergade
og begyndte at slaa Ruderne ud hos Silkekræmmerne
Raphael,
Galanterivarehandler
Jacobsen o.
11. handlende. Politiet var magtesløst, og først da en Afdeling
Husarer ved Il-Tiden rykkede ud, blev der Ro. Den
næste Dag udstedte Politimesteren en Proklamation,
der manede til Orden; men samtidig fandtes Masser
af Opslag om at smide Jøderne ud.