24 / 142
22
Om Søndagen blev det værre med Spektaklerne.
De bredte sig til Læderstræde, Ilyskenstræde, Vimmel-
skaftet, Gothersgade og videre om. Nu trængte Pøbelen endogsaa ind i Butikkerne og vilde »have fat paa
Jøderne og deres Penge«; de slog Møbler og alt, hvad
de fik fat paa, itu; viste en Jøde sig, blev han ubarmhjertigt slaaet ned. Politiet kunde intet gøre.
Nu udstedte selve Kong
Frederik den Sjette
en kongelig Bekendtgørelse, der forbød Folk at stimle sam
men paa Gaderne, og der udlovedes 4000 Rdl. til den,
der kunde skaffe fat i de Personer, der havde lavet
de oprørske Plakater. Trods alt dette begyndte Optøjerne igen den 0. September, og det hændte den Af
ten, at enkelte Afdelinger af Borgervæbningen gjorde
fælles Sag med Tumultanterne og slog Ruderne ud.
-Lige til 14. September fortsattes Optøjerne.
Paa Kongens Fødselsdag, den 28. Januar 1820, forsøgte man at forny Urolighederne; men den nye Politimester,
Kierulfj,
mødte Forsøgene med en saadan
Energi, at de blev standset med det samme. Blandt
de arresterede fik en Slagtersvend, en Skomager, en
Kontorist og to Skomagerdrenge Forbedringshusarbejde i fra 3 til 1Aar, 27 andre, deriblandt en Kvinde,
Vand og Brød-Straf. Lignende urolige Optrin fandt
Sted under mindre Forhold i Helsingør, Hillerød, Næstved, Vordingborg, Slagelse og Odense, og Begivenhederne var der værst Søndagen den 12. September.
Det er Digteren
Me'ir Goldschmidt,
der i sine mester
lige Roman »En Jøde« har givet os en gribende Skil
dring af Begivenhederne. Han har ikke selv oplevet
Jødefejden —, men han har faaet den levende skildret.
Han siger selv, at i »En Jøde« har han skildret Jøde
fejden, som om han havde oplevet den og været personligt gennembævet af den, — rigtignok ikke efter
dens Virkelighed, men efter dens Sandhed, saaledes
som den drog over Vordingborg. Alt, hvad der fortælles om de enkelte Personer, er opdigtet, men: »Fjendskabet, Lidenskaben er Virkeligheden. Det er sandt,