308 / 463
2 9 6
Kr. Bruun
Hørup stod på højdepunktet af sin indflydelse. Det var
i disse år, at han, som man siger, erobrede den offentlige
mening i hovedstaden. Ikke m indst i akademiske kredse
vandt han varm tilslu tn ing blandt ældre som yngre. Jeg
husker, hvilken bestyrtelse det vakte, da det kort efter
system sk iftet i sommeren 1901 rygtedes, at det ikke,
som man troede, var ischias Hørup led af, men en uhel
bredelig knoglekræft i hoften, sarcom, som nødte ham
til at gå med stok. Det billede, man har af Hørup sid
dende ved arbejdsbordet i trafikm inisteriet, bærer um is
kendeligt præg af en nedbrudt mand.
Hørup talte sjæ ldent i disse år. Hans artikler i bladet
var også blevet færre, efterhånden som hans helbred
nedbrødes. Jeg hørte hans sidste tale i Lørups ridehus
2. april 1901. Der gik tyve år, før jeg ved et stort liberalt
stævne i Oxford hørte Lloyd George tale med en lignende
pathos og ironi. Der var hos Lloyd George, som stadig
stod i sin fulde kraft, mere teater i fremtræden, større
dramatik i foredraget. Men der var ikke den dybe person
lige lidenskab som i den dødsmærkede gamle stridsmands
indtrængende appel til sine bysbørn om at gøre op med
det herskende styre, hvilket som bekendt også skete ved
valget dagen efter.
Hr. Bramsen har haft den utrolige dristighed at tale
til os om politisk ærlighed, det var optakten. Længere
henne i talen sagde H ørup : Vi har haft gode og onde
dage i disse mange år. Men de onde dage var ikke de, hvor
kampen gik højest, hvor tryk avlede modtryk, og hårdt
stod mod hårdt. I disse dage skabtes der mænd, og støbtes
der viljer, som endnu er styrken i vore dages politik. Og
han sluttede: Københavnere! Vi har været med en gang
før til at rydde butikken, da vi gik over fra absolutismen
til forfatningen . . . Lad os sige, hvad vi mener: Vi vil
et dansk m inisterium i Danmark, et m inisterium , der har
det danske folks tillid.