310 / 463
2 9 8
Kr. Bruun
Jeg holdt af at vandre rundt i byen og se på folkelivet.
Særlig pris satte jeg på parkerne og de offentlige anlæg,
men de kunne naturligvis ikke erstatte det åbne land,
og det første års tid led jeg af ensomhedsfølelse og hjem
ve. Nu om stunder har så godt som alle slægt eller venner
i hovedstaden. I mine unge år var det helt anderledes.
København var først og fremmest kongens og universite
tets by, hvor kun soldater og studerende fra landet havde
ærinde.
En stor trøst var det dog i begyndelsen, at min ældre
broder i maj var bleven indkaldt og lå som soldat på
garderkasernen. Han havde lejet værelse til mig og be
søgte mig, så ofte lejlighed gaves, indtil hans tjenestetid
udløb efterår 1897. Rekrutuddannelsen ved garden lagde
dog i høj grad beslag på hans tid og kræfter. Fritiden
var knap, selv om han som oppasser hos den elskværdige
Ivan Carstensen af den bekendte officersslægt nu og da
kunne nyde visse friheder i tjenesten.
Vinteren var im idlertid ret streng og medførte talrige
sygemeldinger blandt garderne. I januar 1897 lå tempe
raturen over 2° under normalen, og den kolde vind fra
nord og øst, som kunne stige til kuling, for isnende ind
over Amalienborg Plads. Også februar var kold, og marts
bragte så megen regn og blæst, at forårsarbejdet lå næ
sten stille, men at slække på vagttjenesten for den gamle
konge kunne der ikke være tale om. Jo flere syge desto
hyppigere vagttjeneste for de raske. Det var m in broders
overbevisning, at det var alle disse kolde nætter i sk ilder
huset og vagtstuen på Amalienborg, der gav den kærne
sunde unge mands helbred et knæk, det aldrig forvandt.
Gigt, ischias, lændesmerter fulgte ham resten af hans
levedage, nedbrød hans kræfter og bidrog uden tvivl til
hans alt for tidlige død 13. jun i 1929, lige i de dage min
rektorudnævnelse forelå.
Ude på m it værelse på Nørrebro delte vi mange skiver