342 / 463
3 3 0
Gordon Norrie
En af grundene til det svigtende tilsyn var, at hele
regimentet faktisk var sygt, som vi kendte det under den
spanske syge.18 Da man var rykket ind i staden og havde
fået de første kvarterer, brød alle sammen. Ved de fleste
kompagnier var der højst en officer og en underofficer
til tjeneste, resten lå syge. Følgen var, at ingen kunne
overkomme den daglige tjeneste og samtidig føre et for
svarligt tilsyn med mandskabet. De tilkommanderede
feltskærer kendte intet til folkene, vidste ikke, hvor de
boede, og tænkte naturligvis også på deres civile forret
ninger mellem byens borgere. Det er derfor ikke under
ligt, at der opstod »confusion«, og dette gik selvfølgelig
mest ud over mandskabet. Dette var nu gennemgående
»skikkelige folk«, så værterne og deres koner tog sig af
dem og gav dem mad, så godt de kunne.
Når de indkvarterede blev syge, meldtes det til kom
pagnierne, der sendte bud til feltskærerne om at se til
dem. Men her var et af de punkter, der glippede. En del
af svendene holdt til i sp isehuset »Høvlen«, der lå Ved
Stranden. Det var ikke altid, der var nogen til stede, så
buddet måtte gå en gang til, og så hændte det, at felt
skæren ikke kom til patienten. Infanterireglementet un
derstregede stærkt løjtnanternes pligt til at tilse de syge,
men når løjtnanterne næsten alle lå i sengen, blev det
naturligvis ikke til noget. På den anden side var det rime
ligt, at værterne blev vrede og klagede. Det hændte, at de
syge »blev grebet af raseri, så de løb ned i gården om
natten ganske nøgne«. I så fald måtte de naturligvis på
sygestuen, hvortil de enten blev kørt eller båret i en por
techaise, men engang kunne man ikke skaffe en, og den
syge, »der lå i raseri, blev af tvende karle båren under
armene derhen«. Kneb det med plads på sygestuerne,
måtte de syge alligevel blive liggende i kvartererne, og det
kan ikke undre, at antallet af dødsfald der var meget
stort.19 Om en af kaptajnerne vides, at han af sin egen