344 / 463
3 3 2
Gordon Norrie
hvis medicin ikke hjalp. Det viste sig engang, at der var
små sten mellem hans pulvere, og dråberne svarede ikke
til de sygdomme, de blev ordinerede til. Det førte til, at en
rask løjtnant for egen regning engagerede feltskær Gyn-
therhack til sit kompagni.
På sygestuerne var ansat nogle sygeopvartersker, hvor
af en fungerede som leder.21 Det var gennemgående ældre
enker, der i tidens løb havde fået et vist kendskab til
behandlingen af folkene, og man hører bogstavelig kun
en enkelt klage over dem. Til hjælp for dem afgav hvert
kompagni nogle soldater som sygevogtere.
Da antallet af syge var så stort, måtte alle rum tages
i brug som sygestuer, og det kneb derfor med at skaffe
en særlig ligstue, hvor man synes at have haft et par
kister stående parat. Når liget var lagt i kisten, førtes
det normalt til Jordemoderhuset, og herfra foregik jord
fæstelsen efter infanterireglementets ceremoniel.
Kisterne voldte en del bryderi, idet nogle fuskere mel
lem snedkerne til tider leverede dårlige kister med fladt
låg til 1 rdl. Det hændte også engang, at kisten var for
kort, så det blev meget vanskeligt at få liget ned i den.
Både officererne og folkene var meget vrede herover,22
kaldte dem svinetrug eller dejtrug, og konerne sagde, at
det var samme slags, der brugtes til slaverne. D isse billige
kister blev derfor så vidt muligt kasserede, men det
hændte, man måtte benytte dem. De gode kister med
ophøjet låg kostede 7-8 mark. Kisterne bares fra Jorde
moderhuset til kirkegården uden for volden, og hertil
sku lle bruges en ligbåre, der ligesom ligklædet, der dæk
kede kisten, blev lejet af graverne eller kirkerne. Men
det skete nogle gange, at de ikke kunne fås, og så udsatte
man så vidt muligt begravelsen, men lod dette sig ikke
gøre, måtte bærerne bære kisterne hele vejen på »ax-
lerne«. Måtte man udsætte begravelsen, kunne ligene
komme til at stå op til seks dage, idet tjenesten ved re