172 / 241
163
meget hellere dertil, som, saavidt ham bekjendt,
denne ikke tidligere var benyttet til Gjenfærd-
scener.
Dengang (1813) existerede der endnu
ikke, saavidt han veed, nogen Rangforordning for
Compositions-A rtern e; man holdt enhver Genre
for god, den kjedsommelige undtagen. Componisten
vil ogsaa for Fremtiden ikke undlade at benytte
sig af den melodramatiske F o rm , hvor han finder
det passende; han holder den aldeles ikke for en
underordnet Genre, men dens virkningsfulde B e
handling fordrer stor Kunst.
Recensentens R a i
sonnement herover synes ham meget vilkaarligt,
og har p aa ingen Maade overbeviist ham. Til at
udtale sig vidtløftig derom, er her ikke Stedet,
dog kan han ikke undlade at bemærke, at der
gives Tilfælde, hvor Tale virker stærkere end
Sang, hvor den musikalske Tonestige med dens 12
tilbagevendende Klange er for fattig til Udtrykkets
Nuancering, og hvor dets Beskaffenhed modstræber
Sangens Natur. Det Hule, Rædselsfulde, Aand e-
agtige i Stemmen, hvormed ovennævnte Sku e
spillerinde udførte den hvide Dames Rolle, var
ju s t saaledes. Selv Samtalen i femfodede Jamber
modstræber Sangen. — Herhen hører ligeledes
den af K lara læste fragmentariske med Roman
indskudte Anmærkninger. Her tænkte sig Compo
nisten Aanden usynlig tilstede, og bestræbte sig for,
ved den svage Ledsagelse af dæmpede S trænge-
instrumenter, a t udtrykke dens Følelser. Yed de
11
*