175 / 241
ere gjentagne, og Ritornellerne ingenlunde lange.
N aar Rec. selv giver Componisten det V idnes
byrd: »De dadlede Stykker indeholde ofte en
Rigdom paa Melodie og en interessant Harmonie-
Førelse, som nutildags sjelden findes; Declama-
tionen er stedse rigtig, ofte overraskende skjøn;
Alt er sangbart,« saa maa hiin Udtalelse synes
endnu forunderligere. Hvorledes kan man tillægge
en Composition disse sjeldne Fo rtrin , og tillige
p a a s ta a e , at den er uden Dybde? — Stykkernes
Længde beregner Rec. altid efter det Rum , de
indtage i det vidtløftig trykte Claveerudtog; havde
han, rigtigere, beregnet dem efter den Tid, de op
tag e, saa vilde han maaskee have dømt and er
ledes; thi f. Ex. et af de længste S tykk er, den
14 Sider lange Duet mellem Fanny og Robin,
varer kun 4 Minutter.
I denne Scene bestræber
Fanny sig for a t trøste og styrke sin til Haabløshed
nedtrykte M a n d , hvilket ogsaa tilsidst lykkes
hende. Hun er altsaa her Hovedpersonen. D e r
for har Componisten valgt til Thema for dette
Stykke Melodien til hendes: »Haabet forsvinder
ej«, der oftere tilbagevender og giver det Hele —
Fenhed og Holdning.
Slige dog ikke ganske
hverdagslige Intentioner, af hvilke der turde gives
flere, end den temmelig iilfærdige Rec. formoder,
synes just ikke at tjene til Beviis for, a t han i
sin h a a rd eD om : at Værket er aldeles uden Dybde,
skulde have saa afgjort Ret.
Regner man nu
166