WeysesBiographie

171

umiddelbart hører til Handlingen, (den af Schiller

tilføjede Scene er ikke o v e rs a t); det stod altsaa

Componisten frit for, ikke a t tænke sig dem som

almindelige Hexe, men som Væsener af en ædlere

Betydning, som Tryllerinder eller Sendebud fra

dem, eller som ubestemt charakteriserede R e d

skaber, som det er tvivlsomt, om de tilhøre Jorden

eller ikke.

E fter denne Opfattelse syntes det

mig passende, at give Musiken dette mørke, gru

opvækkende Udtryk. Jeg erindrer at have læst, at

paa flere Steder i Tydskland, hvor Macbeth er blevet

givet, Hexescenerne have opvakt mere L a tte r end

Gru, saa at endogsaa det Ønske er blevet yttret,

at udelade dem som ikke tragiske. P a a det danske

Theater var dette nu aldeles ikke Tilfældet.

Hexene vare her paa phan tastisk Viis costumerede

i so rt, med ildrøde Figurer besat Krepflor; naar

de udbredte A rmene, syntes de at have F la g e r-

muusvinger; Ansigterne vare zigeuneragtigt smin

kede ; deres Sprog var skarpt og monotont. S a a -

ledes passede det Ene til det An d e t, og virkede

stæ rk t paa Phan tasien , uden at give den Tid til

at tydeliggjøre sig disse gruopvækkende, hurtig

forbisvævende Væsener. — Hellerikke er det her

faldet Nogen ind, at finde den, af dæmpede S trænge-

instrumenter, Fago tter og Clarinetter, Horn, Trom

peter, Pauker og Basuner con sordini ganske piano

spillede Aandemarsch, for massiv og jordisk. — Jeg