176 / 241
167
hertil, det af ham Componisten givne fordeelagtige
Vidnesbyrd: »De dadlede Stykker o. s. v.« (se
ovfr. paa foregaaende Side), saa bliver foregaaende
Dom endnu uforstaaeligere.
Den af R e c ., som det synes, meget yndede
Vexel af Tempoerne, e r, efter min Mening, a l
deles intet Fortrin ved en Composition; thi som
Eenheden let forstyrrende, og førende til en for
trædelig Uro, rnaa den kun sparsomt og med Kritik
anvendes.
Beskyldningen for Efterladenhed med
Hensyn til Førelsen af Under- og Mellem -S tem
merne, tilbageviser jeg som aldeles ugrundet, og
beraaber mig p aa enhver, der kjender mine P a rti
turer. De mindre Stykker have fundet Naade for
Recensentens Øjne. Om et af dem, Klaras S a n g :
»Her sad de gamle Fædre», finder Rec. det nødvendigt
til Forklaring af det betydelige Omfang i Melodien
og de store Spring a t bemærke Følgende : »I
denne Scene er K lara i Midnatsstunden alene
i den hende aldeles ubekjendte, i 15 A ar for
første Gang aabnede R iddersal og monologiserer 5
trykte Sider, uden a t yttre det mindste Tegn paa
en under saadanne Omstændigheder næsten uund-
gaaelig Frygtsomhed.
Dette syntes Componisten
unaturligt; men Digteren fastholdt sin Anskuelse;
da nu lians Grunde ikke overbeviste Componisten,
saa søgte den Sidste i Compositionen af denne,
efter hans Mening, Situationen aldeles modstridende
Sang at lægge Udtrykket af et indbildt eller til-