173 / 241
164
O rd: »Da faaer linn Ro i Graven« — da Aanden
bliver synlig, træde alle Blæseinstrumenter tillige
med det øvrige Orchester ind under et Crescendo,
og ledsager snart melodisk, snart i Accorder
li endes derpaa følgende Fald.
D a Aanden er hele Handlingens Centralpunkt,
saa h ar Componisten, saa lidet han ellers ynder
a t forespille
Tilhørene
Operaens
Hovedind
hold som en G a a d e , — fundet det passende i
Ouverturen at antyde dens dobbelte Charakteer.
Her linder nu Recensenten meget at dadle. Ouver
turen er for lang, dens Thema, som ikke er noget
rigtigt Grundthema (et temmelig uforstaaeligt Ud
tryk) bliver ikke imiteret eller contrapunktisk
behandlet, men gjentages 12 Gange i samme Form.
Men, naar nu denne bestandige Tilbagevenden i
den samme Form er a t opfatte som et charakte-
ristisk Tegn paa Villiens Ubøjelighed, den gru
somme, faste Ubønhørlighed? — Noget Saadant
har idetmindste foresvævet Componisten ved Ouver
turens Allegro. — Den contrapunktiske Behandling
kan have sin store Fortjeneste — jeg troer at
have viist i and re, Recensenten vist ubekjendte
Væ rk e r, at jeg sk atter og forstaaer den; men
skal den anvendes overalt? skader den ikke meget
mere, hvor det gjælder at fremstille store Masser,
idet den let forleder den hertil sig hengivende
Componist til at lade Begejstringens Strøm hentørres
i siirligt Qvartetarbejde. Exempler herpaa levere