WeysesBiographie

168

trodset Mod, for paa denne Maade a t lade Til

hørerne mærke K l a r a s , hende selv maaskee ube

vidste Frygtsomhed.« — I første Akts Scene, hvor

paa Williams Bøn et Sværd hæver sig op af L u d

lams B rønd, lader Digteren en Klang lyde fra

Brønden; Componisten lader h er, paa Theatret,

Valdhornene og Oboerne holde det lille og

eenstrøgne F i 31 T a k te r, om hvilken Tone det

af Orchestret spillede Stykkes Harmonie drejer

sig. (Hvad Dick hertil skulde synge, lader Com

ponisten ham sige ganske sagte, for ikke a t for

styrre Trylleriets Virkning ved en upassende Ko

mik.)

Fo rat nu denne Klang ikke skal staae

isoleret eller betydningsløs, lader Componisten ved

den bebude Aandens gjentagne Komme.

(Ogsaa

Ouverturen begynder med denne Klang.

I Hule

scenen i 4de A k t giver den, forstærket med B a

suner, Ludlams Replikker dét passende Eftertryk.)

— Saavidt om Ludlams Hule. —

Om »Macbeth« kan jeg være kortere. — Paa

Recensentens P a a s ta n d , at den 2den »Sats« i

Ouverturen ikke passer til den 1 ste, og den 3die

er forældet, veed jeg ikke at svare Andet, end at

det ikke synes mig saaledes. Jeg har ikke sam

mensat Ouverturen med den kolde Fo rstand , og

min Følelse tiltales ligesaameget af den 2den og

3die »Sats« som af den 1ste. Hvem skal nu heri

være Dommer?

Som bekjendt gives der intet

absolut Kriterium for det Skjønne.

løvrigt er