95 / 241
86
Wir armen Menschenkinder
Sind lauter arme Sünder,
und mangeln des R u h m s , den wir vor unsere
Vernunft haben sollten. Adieu, du Guter! Künf
tige Woche sehen wir uns m ü n d l i c h , wenns
Gottes Wille ist.
Dein
W e y se.
Hvorledes Julie bevarede sin Kjærlighed til
W e y s e , derom vidner et Brev til Weyse fra Carl
B run, en særdeles kjær Ven af ham.
Han var
en Søn af Digterinden Frideriche B run , og op
holdt sig for sine Studiers Skyld i Göttingen,
hvor han ganske uventet tra f den Tuteinske F'amilie.
I Brev af 4de Mai 1803 fortæller han Weyse, at
der var kommet Bud til ham , at nogle Venner
fra Kjøbenhavn ønskede øjeblikkelig a t see ham.
Han løber hen til det opgivne Hotel og hører af
en bekjendt Stemme sit Navn »Carl« udraabt
oppe fra Trappen. Han blev ikke lidet overrasket
ved at gjenkjende Julie, imod hvem han dog følte
nogen Uvillie efter Bruddet med Weyse. Men han
blev snart overbeviist om den egentlige Aarsag til
dette.
»Jeg maa tilstaae dig«, skriver han, »at
Julies hele Charakteer og hendes Adfærd mod dig
er.mig aldeles ubegribelig, ubegribeligere end nogen
sinde.
Jeg har den hele Tid paa det Skarpeste
iagttaget hende (og jeg troer a t besidde Talent
til Iagttagelse), og bestandig fundet hende aaben