98 / 241
89
vedblev at staae i venskabeligt Forhold til den
Tnteinske Familie.
Han fandt imidlertid aldrig
Erstatning for sit T a b , og der gik lang T id, som
W. selv fortæller i sin Biographie, inden han koin
til Ro. Han vedblev a t udøse sin Smerte i Breve til
sine trofaste Venner, Carl Brun og Hermann Kramer.
F ra Augsburg skriver Brun til ham og søger at
opmande ham : »Hvem kan synes om«, siger han,
»at høre et ungt, sundt, geniefuldt Menneske sige,
at Livet kan kun have lidet Værd for h am , fordi
en Pige, med hvem han selv indseer, at han ikke
vilde være blevet lykkelig, havde givet ham Af
slag.
Jeg gav dig i Begyndelsen R e t , da den
uventede, pludselige Skuffelse nedslog dig; men
naar allerede Aar ere hengaaede siden en saadan
Begivenhed, saa skulde dog Enhver have Kraft
nok til igjen a t hæve sig og, istedetfor at ned
synke i Ligegyldighed for A l t , sætte sig nye og
højere Form aal.«
Af nogle tidligere Breve fra Samme skal jeg
indskyde et P a r smaa Uddrag som charakteristiske
for W.
I et Brev fra F r e i b u r g af 25de Maj 1801
udtrykker Brun sit Savn af Samlivet med sin Ven
i det gamle Hjem Sophienholm (Faderen s E jen
dom) i Frederiksdal, og synes a t høre Echo gjen-
tage hans Fløjtes Toner.
Heraf sees, at W . i
tidligere Dage blæste Fløjte.