Previous Page  96 / 241 Next Page
Show Menu
Previous Page 96 / 241 Next Page
Page Background

87

og uden al Affectation eller Kunstlethed i sit

Væsen, snarere sand, følelsesfuld og deeltagende.

Vi have oftere og timeviis talt om dig, og hun

talte stedse med den største Kjærlighed om dig.

Da vi det første Øjeblik vare alene, spurgte hun

mig strax »om Weyse var min særdeles fortrolige

Ven«, og da jeg bejaede dette, sagde hun: »nu,

saa have ogsaa vi To ingen Hemmeligheder for

hinanden.« I ganske tydelige Udtryk har hun vel

ikke givet mig nogen Forklaring angaaende Bruddet

mellem E d e r, men hun gav mig mange Vink,

hvoraf jeg med temmelig Sikkerhed troer at kunne

slutte, at blot ligefrem Tvang af hendes Fader

har været Skyld i hendes Adfærd. Jeg vilde vel

ikke have meddeelt dig D e t t e , naar hun ikke

gjentagne Gange havde, bedet mig at tilskrive dig

Alt, hvad vi havde talt med hinanden om dig.

De sidste O rd , som hun hviskede mig i Øret, da

vi havde taget Afsked, var: »Hed Weyse ikke at

glemme mig«. Brun siger, at han ret havde faaet

P. Tutein og Kone kjæ re, saa a t der maa have

været noget kjærligt i deres Væsen, som kunde

overvinde den Uvillie, Brun følte mod dem paa

sin Vens Vegne. E t ret interessant og ch arak -

teristisk Træk af Julie meddeler Brun i samme

Brev: »Da jeg fortalte J. om mit eensomme Liv

i Gottingen, svarede hun: »om jeg da var saa for­

fængelig at troe, at mellem de 800 unge Mennesker,

som her vare forsamlede, var der ikke en eneste,