96 / 241
87
og uden al Affectation eller Kunstlethed i sit
Væsen, snarere sand, følelsesfuld og deeltagende.
Vi have oftere og timeviis talt om dig, og hun
talte stedse med den største Kjærlighed om dig.
Da vi det første Øjeblik vare alene, spurgte hun
mig strax »om Weyse var min særdeles fortrolige
Ven«, og da jeg bejaede dette, sagde hun: »nu,
saa have ogsaa vi To ingen Hemmeligheder for
hinanden.« I ganske tydelige Udtryk har hun vel
ikke givet mig nogen Forklaring angaaende Bruddet
mellem E d e r, men hun gav mig mange Vink,
hvoraf jeg med temmelig Sikkerhed troer at kunne
slutte, at blot ligefrem Tvang af hendes Fader
har været Skyld i hendes Adfærd. Jeg vilde vel
ikke have meddeelt dig D e t t e , naar hun ikke
gjentagne Gange havde, bedet mig at tilskrive dig
Alt, hvad vi havde talt med hinanden om dig.
De sidste O rd , som hun hviskede mig i Øret, da
vi havde taget Afsked, var: »Hed Weyse ikke at
glemme mig«. Brun siger, at han ret havde faaet
P. Tutein og Kone kjæ re, saa a t der maa have
været noget kjærligt i deres Væsen, som kunde
overvinde den Uvillie, Brun følte mod dem paa
sin Vens Vegne. E t ret interessant og ch arak -
teristisk Træk af Julie meddeler Brun i samme
Brev: »Da jeg fortalte J. om mit eensomme Liv
i Gottingen, svarede hun: »om jeg da var saa for
fængelig at troe, at mellem de 800 unge Mennesker,
som her vare forsamlede, var der ikke en eneste,