WeysesBiographie

skulde paabegyndes næste Foraar.

Ogsaa her

viste han Interesse og Sagkundskab. — A t han

ikke holdt af at blive bedet om at spille, endnu

mindre at blive bedet for at spille, det vidste vi;

og Fa der vilde desuden ikke byde ham vort gamle

Claveer, altsaa blev der ikke talt om Musik; men

i Mørkningen aabnede han selv det gamle In stru

ment, og — det var som om hans Fingre ved et

Trylleri omskabte dets Toner!

Stille lyttende,

næsten med tilbageholdt Aandedræt sade vi Alle

tabte i Beundring og Forbavselse.

Morsomt var

det at see paa den kjære Faders udtryksfulde A n

sigt; han saae næsten ud, som om han baade vilde

lee og græde paa eengang.

Men pludselig slog

Weyse en underlig Disharmonie an og begyndte

at p ru ste, hvæse og miave som den skinbarligste

K a t, og saa gav han os sin bekjendte »Kattens

Bravourarie«. Da var det umuligt at tvinge L a t

teren, skjøndt vi vist Alle gjorde os Umage derfor,

for ej at tabe en Tone. Saa anslog han en Slut-

ningsaccord med en Dissonants bagefter, miavede

endnu engang, sprang op, lukkede Instrumentet

og istemmede Latterchoret, som brød løs.

rejste os A lle, og Fader udbrød: »Nu har jeg

spillet paa det gamle Hakkebrædt i 20 Aar, men

aldrig ah n e t, at det gjemte saadanne Toner i sin

Sangbund!«

»Ja«, svarede Wey se, »jeg spiller

hellere paa de gamle C la v e re r, end paa vore

moderne Pianoforter; i dem kan man aldrig lægge