108 / 241
99
ligere min F a d e rs ) staaer »Weyses Hængeask«,
plantet af ham selv.
N aar W . var hos o s, stod
han gjerne op Kl. 7—8; om Sommeren gik han
strax ud i H a v e n , med et Silkelommetørklæde,
bundet i Knuder i alle 4 Hjørner, om Hovedet.
Omtrent K l .9 satte han sig gjerne til Fortepianoet
og spillede en Timestid, ligesom han ogsaa gjerne
spillede Kl. 5 om Eftermiddagen, og sædvanlig til
»Godnat« hver Aften. Han gik ofte over i Dom
kirken og spillede paa Orgelet. Om Vinteraftener
vilde han gjerne spille et Parti Boston ; men a l
drig om Penge.
Han var overordentlig glad ved
en Kjøretour til Boserup og L ethraborg, og flere
af mine Forældres Slægtninge indbøde ham saa
gjerne til Middagsselskab, og han var Sjælen deri.
En af de sidste Gange, Weyse besøgte os,
gjorde han Alvor af, hvad han saa ofte havde
talt om, at udsøge sig en Begravelsesplads sam
men med min Fader paa Graabrødre Kirkegaard;
thi han vilde, at »de skulde« hvile sammen. Han
sagde, da han søgte P ladsen: »Blot ikke ved et
Gjerde eller en Muur, thi der er altid saa mange
Snegle og Snoge; og saa maae I ikke lægge nogen
tung Steen paa mit Hoved, thi saa kan jeg jo
ikke trække Vejret og heller ikke komme op, naar
Vorherre kalder paa mig.«
Dette sidste Ønske
er kun daarligt efterkommet; thi Committeen for
Opførelsen af et Mindesmærke har faaet lagt saa
tung en Steen paa hans Hoved, som vel tænkes kan.
7*