109 / 241
100
Under sit sidste Ophold var W . meget be
sværet at Ahstma og kunde ikke godt taale at
spille ; men den sidste Aften sagde han, at Alle
skulde komme, for nu vilde han spille for dem.
Jeg skal ikke forsøge at skildre hverken Spillet
eller Indtrykket, som det gjorde paa os, men kun
fortælle, at da han havde spillet en Timestid,
rejste han sig med de Ord: »Der skal I see, at
W . kan spille endnu; men nu har han ogsaa sagt
Farvel til J e r allesammen.« Næste Morgen rejste
han til Kjøbenhavn, og mine Forældre saae ham
heller ikke mere. Han tog fra os i August og
døde d. 8de October 1842.
Jeg var hos ham i
Kjøbenhavn Dagen før han døde.
Som et charakteristisk Træk vil jeg tilføje,
at da Amtsprovst Hertz var i Kjøbenhavn for at
ordne E t og Andet før sin Afrejse som Biskop
til R ib e , var det ham ikke muligt a t træffe W .,
der heller ikke gjorde ham nogen Gjenvisit, me
dens han var i Kjøbh.
W . fortalte senere min
Fader, at han havde nægtet sig hjemme og heller
ingen Gjenvisit g jo rt, fordi han var saa bedrøvet
over Biskoppens Afrejse, at han ikke troede, det
var muligt for ham at udholde at sige ham
F a r v e l !«
Fremkaldt ved det velbekjendte inderlig kjær-
lige Venskabs-Forhold mellem Weyse og Pastor
Hans Hertz, læstes nedenstaaende Digt efter W . ’s
Død i Ro esk ild e-Av is: