110 / 241
101
Til P a sto r H e r t z , d. 8de Octbr. 1842.
En Stræng er paa Europas Harpe sprungen,
Grundtonen til den rene Harmonie!
Paa Danmarks Orgel gaaer Ventilen tvungen,
Thi Sørgefloret vikler sig deri.
Den Sangbund bristet er i Vennens Hjerte,
Som Gjenklang gav af Weyses rige Aand!
Det vaander tungt sig under Savnets Smerte,
Som var det selv berørt af Dødens Haand.
Dog — naar først Tiden, alle Vunders Læge,
Har gydet Balsam i det dybe Saar,
Skal Mindets søde Blomsterduft dig kvæge,
Hvergang i Weyses Aand du Strængen slaaer.
Og d e tte Venskabs Pant har han dig givet,
Selv plejet mange Aar hos dig, saa tro!
Og det skal følge dig igjennem Livet:
Hans Genius hos dig og Dine boe.
.. e .. .
N aar man har læst den her meddeelte Skil
dring af W . ’s Forhold til Familien H ertz, maa
man vist give Fru Fich R e t, naar hun siger:
»Jeg troer næ sten , at hvem der ikke har seet
W . i Roeskilde, kjendte ham i Grunden slet ikke.
Han var der et andet Menneske [maaskee rettere:
s ig s e l v ] ; der fremskinnede alle hans elskværdige
Egenskaber i deres Giands; der følte han sig
snart hjemme som intet andet Sted.
Det maa
være Grunden til de mange forvanskede Skil
dringer, man har af hans saa originale, ejen
dommelige Charakteer.
Men maa ikke et saa
stort, alsidigt Genie, som W . virkelig var, i mange