WeysesBiographie

noget rigtigt Udtryk.«

Og som Bekræftelse paa

disse sine Ord, aabnede han ofte det gamle Claveer

og glædede os med sine mageløse Phantasier.

Bedet om at spille blev han aldrig i Præstegaarden,

men næsten regelmæssigt spillede han altid i Mørk

ningen, naar F a de r kom ned fra Studeerkammeret,

stundom ogsaa til andre T ider, naar Fa de r var

nærværende.

Fo r A lt, hvad han saae og stødte

paa, viste han Interesse og Opmæ rksomhed; Alt

lod til at more ham, medens h a n morede os Alle

ved sit godmodige og dog sprudlende V id , den

komiske Mimik og Tale, de mange snurrige Ind

fald, og den barnlige Glæde over Smaating. Saa

talte han paa Vers, saa sang han pudsige Smaa-

viser, lærte os Unge komiske Lege, legede selv

med, eller kaldte Fa der og Moder til som Til

skue re, naar han havde faaet »en Stampemølle«,

»en Jødeskole«, en naragtig Rundsang, eller Sligt

sat igang, og saa kunde han more sig derover

som et Barn.

Kom han ud i Gaarden, saa stod

han stille midt iblandt Fjerkræet, galede, kaglede,

p luddrede, kjækkede, rabbede, indtil den hele

I lok kom i Alarm og stormede sammen om ham,

saa Moder undertiden maatte kalde til Orden.

Men kom han om Aftenen ud og saae den stjerne-

klare Himmel, da var han Astronom og tilbad

Guds Almagt. Allerhelst var han dog ovre i den

ærværdige, dejlige Domkirke med os Alle.

Saa

gik han gjerne omkring, og medens han besaae