114 / 241
105
Men jeg forlader denne Materie for at gaae
over til en derfra ganske forskjellig, idetmindste
haaber je g , at du ikke vil være saa ondskabsfuld
at finde nogen n e x u s c a u s a l i s imellem min
Introduction og mit Thema; jeg forsikkrer dig, at
begge hænge sammen som Ærtehalm , og at ingen
sand Forbindelse finder Sted imellem dem.
Til
Sagen: Theaterdirectiouen i Kjøbenhavn har ved
Rahbek ladet mig underrette om, at mit Skuespil
N i n a nu ufortøvet skulde opføres, og har tillige
y ttret det Haab, at du maaskee vilde komponere
den lille Romance, som begynder 4de A k t, samt
en Ouverture, der svarer til de Bestemmelser, der
ere angivne i Begyndelsen af Stykket.
Hvad
Romancen angaaer, da har du jo halv om halv
lovet mig at ville ryste en Melodie af dit Ærme.
Ouverturen kan jo til Nød undværes, men det
vilde meget forskjønne S t y k k e t , om den store
Musico forherligede det med en indledende Sym-
phonie , der udtrykte det Id y llis k -R om a n tisk -
Sværmeriske, det udvortes Letsindige og indvortes
Alvorlige, der charakteriserer — jeg siger ikke:
mit Skuespil — men det skjønne Sujet, der næsten
allerede er Musik og kun behøver en Weyses
Understøttelse for at blive til den fuldendteste
Harmonie, som Dødeliges Øren nogensinde have
hørt. Turde jeg endnu anføre Noget til min Fo r-
deel, da skulde det være, at du, trods dine Løfter
og trods vort gamle Y en skab, endnu aldrig har