16 / 83
12
For Lauritz Rasmussen blev den usædvanlig lange Van*
dretid en lykkelig Forening af det straalende Eventyr og
den haarde Virkelighed. Med aabne, friske Sanser optog
han de brogede Indtryk i fjerne Lande, øgede sin faglige
Uddannelse og fik sit Blik stadig mere opladt for det
skønne i Kunsten, — alt det, der kom ham til Gode, da
han skulde tage sin Manddomsgerning op. For
ham
blev
Eventyret Sandhed, ogsaa derigennem, at han paa sin van*
drende Færd mødte den purunge Pige, der trofast beva*
rede Erindringen om ham og siden blev hans Ledsagerske
gennem tredive Aar. Men det var ikke Eventyrglans alt?
sammen. Rejsetiden bragte ham mange Vanskeligheder —
og mere endnu: store Farer. Han overvandt dem. Hvilken
Menneskekundskab, hvilket Kendskab til Verden vandt
han ikke i disse unge Modtagelighedens Aarl Det hærdede,
det staalsatte ham, dette Liv, bidrog vel ogsaa til at gøre
ham stræng i sine Krav til andre. Baade det bløde og det
meget stærke i hans Naturel sugede Næring af Vandre?
aarenes Oplevelser.
—Hin Majdag, da Afrejsen fra København fandt Sted,
var der ombord i Postskibet
tre
danske Haandværkssvende,
som i Forvejen kendte hinanden, og som alle agtede sig til
Berlin: Lauritz Rasmussen, Guldsmedesvend Carl Kre?
stensen (født i Nykøbing paa Falster og udlært hos J. B.
Dalhoff) og en tredje, hvis Navn ikke er opbevaret i de
Erindringer, Krestensen nedskrev og lod offentliggøre paa
sine gamle Dage (»En dansk Haandværkssvends Oplevel?
ser i Aarhundredets Midte«, af forhenværende Guldsmed
Carl Krestensen. Tidsskriftet Museum 1893). Da de var
kommet til Berlin, fik Lauritz Rasmussen Beskæftigelse paa
Kleves Fabrik med at tildanne preussiske Pikkelhuer. Det
var et vanskeligt og kedeligt Arbejde, men saa lærenem og
ufortrøden som han var, fik han snart det rette Haandelag.