18 / 83
14
til«. Og saa tilføjer Carl Krestensen frimodigt: »Heraf kan
dog Enhver se, at det slet ikke er saa dyrt at rejse som
mange tror.«
Sent om Aftenen, efter syv og en halv Mils Dagsmarche,
naaede de, vaade til Skindet, et usselt Herberge, hvor en
Flok raa Mennesker forlystede sig med Dans. Det festlige
Samvær mellem disse løb ud i et voldsomt Slagsmaal paa
Knipler og Knive. Da Værten med et Par Karles Hjælp
havde »ryddet Bulen«, bad Carl Krestensen og Lauritz
Rasmussen straks om at komme til Ro. Skildringen af Nat*
ten og den paafølgende Morgen er saa betegnende for de
to raske Haandværkssvende og for deres gode Humør, at
den her skal gengives i sin Helhed: »Der blev nu bragt
en Favnfuld vaad Ærtehalm ind og lagt paa Gulvet i Bah
salen; dér kunde vi lægge os, saa vaade vi var, men det
passede jo rigtig godt: Vaadt i Vaadt, saa bliver man ikke
forkølet. Da vi var saa trætte, faldt vi snart i Søvn; vi
vaagnede dog flere Gange, rystende af Kulde, men vi sov
igjen til den lyse Morgen. Vi bad til Gud, at det næste
Dag maatte blive Solskin, for at vi kunde blive tørre og
opvarmede, og se, da vi vaagnede skinnede den dejligste
Augustsol ind til os gjennem de smaa snavsede Ruder.
Vi kom snart op, saa kolde og stive som et Par gamle
Droskeheste; det var rart og nemt, at vi var fri for at klæde
os paa; vi forlangte Kaffe eller noget andet Varmt, som vi
nok kunde trænge til, men det var ikke til at faa paa »Ho *
tellet«; vi kunde faa »Vodski«, paa Dansk: Brændevin, —
godt, saa drak vi Brændevin paa fastende Hjærtel Det var
noget, som vi ellers aldrig drak, og vi skyndte os fra Veder*
styggeligheden ud i den dejlige, solvarme Natur. Kun et
kort Stykke Vej fra Byen kom vi til en lille Skov, hvor vi
krøb ind under nogle Buske, klædte os af og hængte vort
Tøj til Tørring, medens vi selv sad og badede os i Solen