20 / 83
16
gyndelsen af November 1846 til Slutningen af Februar
1847. Efter Dagens haarde Arbejde forfriskede han og
hans Mester sig gerne ved et Glas hos Rost, en Vinbjerg*
ejer, der drev et godt Gæstgiveri. Lauritz Rasmussen blev
indtaget i Vinbjergejerens Datter, den 17—18aarige Emilie
Rost, og hun i ham.
En skønne Dag mødte Carl Krestensen dem som Kæ*
restefolk. Han var nu ogsaa kommet til Meissen — uden
at ane noget om Vennens Nærværelse i denne By —, og
en Lørdag Eftermiddag sad han ved en Seidel 01 »paa et
ret stort og elegant Forlystelsessted å la Sommerlyst.«
»Jeg havde« —hedder det i Erindringerne —»kun siddet
der et Øjeblik, da springer jeg glad overrasket op ved at
se min bedste Ven og Rejsefælle fra Turen til Polen, Lauritz
Rasmussen, træde ind ad Døren med en lille Dame under
Armen; jeg tror ikke, han blev mindre glad end jeg, vi
havde jo ikke set hinanden, siden vi skiltes i Warsjava.
Da den første Overraskelse og Glæde havde sat sig noget,
spurgte jeg ham, hvad det var, han gik med under Armen.
Ja, det var da hans Forlovede. I Øjeblikket tvivlede jeg
næsten om min Vens Forstand: at gaa hen og forlove sig
for ramme Alvor i 22 Aars Alderen og saa ovenikjøbet
med en Tysker. Men det blev jo
hans
Sag; forøvrigt var
det en meget net og dannet Pige, som jeg syntes særdeles
godt om. Min Ven og jeg talte naturligvis Dansk, og hun
sad og lyttede med spændt Opmærksomhed, men da hun
aldrig havde hørt et dansk Ord før, kunde hun heller ikke
begribe, hvorledes hun nogensinde skulde faa lært dette
barbariske Sprog; men hun lærte det snart. Tre Aar efter
traf jeg hende lykkelig gift i Kjøbenhavn, og da talte og
læste hun flydende Dansk*). Om Aftenen fulgte jeg med
*) H er foreligger en Fejlhuskning. Der gik otte Aar, inden Emilie Rost blev gift
med Lauritz Rasmussen og kom til København.