KnudBokkenheuserNørrebro

talte, efter hvad

Rahbek

fortæller, hinanden med

lignende Udbrud. Kronprinsen maatte, hvor nødigt

han vilde, give Møde ved en officiel Sørgefest i det

kongelige Landhusholdningsselskab, og da Gerners

Ligbegængelse skulde gaa for sig, bares han, ligeledes

efter hvad

Rahbek

i sin hvidglødende Begejstring

beretter, til Jorden »paa Danmarks Skuldre. Det

danske Folk overleverede ham til Udødeligheden,

medens mangen mægtig og højbaaren Herre alt

længe er undflyet sin forskyldte Skændsel i For

glemmelsens evige Nat. Studsende saa man for

hvert Skridt, man gik, Skaren vokse og vokse; med

Glæde saa man endog sine Uvenner der; thi det

var, som om Fædrelandet den Dag havde ophævet

alt sit Had mellem sine værdige Sønner, og man ag

tede og. yndede dem, fordi de var retfærdige mod

Gerner. Det var et betagende Syn at se denne m yl

drende Vrimmel om Kisten, den blandede Skare af

alle Aldre og alle Stænder, alle utaalmodige efter

at blive delagtige i den Ære at have baaret denne

store Mand til Hvile, alle stundede frem mod Ki

sten, som hine fromme andægtige mod een dem

hellig Relikvie eller som kærlige Venner mod en

bortdragende broderlig Vens sidste Favntag.« Høj

tidelig ender

Rahbek

sin Beretning: »Jeg har stun

dom hørt Mængdens Skrig; men den Dag hørte jeg

Danmarks Stemme.«

Hvor retfærdige disse Angreb paa

Gerners

Bane

mand har været, er ikke let at bedømme; men man

kan med ganske bestemt Sikkerhed hævde, at den

Skare, der i Marts 1781 fulgte

Ewahl

til Graven,

havde givet sin Demonstration en fejl x\dresse, naar

den rettedes imod Medlemmerne af det Norske Sel

skab, der lige saa lidt havde gjort ham noget ondt.

som de kan have Ansvaret for de Pøbeldemonstran-

ter, der faa Dage efter skændede* hans friske Grav.

Demonstrationerne burde have været rettet imod