62 / 131
5 8
vilde hævde, at saadanne aabne Pladser vilde være
fortræffelige »Lunger« for en stor By, nej, han taler
til Hjerterne ved saa listelig at hævde, at man ikke
maa forstyrre de dødes Ro ved at grave Grund til
Bygninger, og til den praktiske Sans ved at sige,
at man let paa Torve kan lave Boder, hvilket vilde
være af stor Betydning for vore Tjenestepiger, der
da ikke behøvede at løbe saa langt i Byen som nu (!).
Vi havde imidlertid, inden vi fik den virkelige
Assistens-(eller Hjælpe-) Kirkegaard ude paa Nørre
bro, haft adskillige saadanne inde i Byen, og det
er deres Art og Beliggenhed, som bedre end noget
andet viser, hvor forfærdelige Forholdene egentlig
var, og hvilket enormt Savn denne Kirkegaard i
Virkeligheden afhjalp. I Pestens Tid i 1711— 12,
da Folk døde som Fluer, var det umuligt at faa
Plads til alle Ligene paa de gamle Kirkegaarde, og
der var aldeles ikke Tid til at grave dem ordentlig
ned, i Almindelighed ej heller Folk, der turde eller
vilde paatage sig det Arbejde, saa Rakkerens Folk
og de allerfattigste Studenter, der kun havde et u s
selt Liv at vove, maatte træde til.
Saa anlagde man Assistens-Kirkegaarde flere Ste
der rundt om i Byen; for at nævne et Par Eksem
pler laa der een imellem Fiolstræde og Peder Hvit-
feldsstræde, hvor nu »Linden« ligger, og en anden
laa paa Hjørnet af Slippen og Landemærket, hvor
nu »Hjemmet«s nye Bygning knejser. Men man
fik ikke i hine travle Dage Stunder til at lægge
Ligene i Kister, ej heller til at grave Grav til hver
enkelt; man lavede Kuler, hvor Ligene blev anbragt
i Bunker, nogle afklædte, nogle med Klæder paa,
som det kunde falde sig, og man overholdt selv
følgelig ikke de for enhver Hygiejne nødvendige tre
Alen under Overfladen; tværtimod smed man et saa
tyndt Lag Jord over Ligdyngerne, at det ikke var
sjældent a t'se, at herreløse Hunde, der var halv