60 / 131
hans letsindige Moder, der pinte Sjælen ud af Livet
paa ham, paa hans bigotte Formynder, Præsten
Schonheyder,
der ikke forstod et eneste Ord af
Ewald,
og mod de Autoriteter, der til sidst lod ham
sulte ihjel.
Men netop den Omstændighed, at to saadanne
Ligfølger vakte Opsigt og gav Anledning til Diskus
sion i Byen, viser, at de var Undtagelser. De af
Bedemanden tilsagte Følger, der fulgte Liget fra
Hjemmet til Kirkegaarden, var helt op i Fyrrerne
endnu de almindelige. En Mand som
Schorn
be
retter da ogsaa om sine Formødres Begravelser,
hvor han fra Hjemmet som Dreng fulgte til Fods
efter Ligbærerne ud til Assistens Kirkegaard; saa
lille, han maa have været, da han ledsagede sin
Oldemoder, maa han have taget sig løjerlig ud med
den lejede, højtidelige Sørgekappe med den store,
flere Lag dobbelte Krave over Skulderen; mærke
ligere endnu maa dog Drengen
Rahbek
have set
ud, da han fulgte sin Moder; thi da hans Fader
Dagen forud havde faaet Øje for hans ildrøde Haar,
fandt han det højst upassende, at han skulde møde
i saa festlig en Farve til den triste Anledning, og
han gav derfor Ordre til, at Drengens Haar skulde
sværtes med Ivønrøg for ikke at bryde den højtide
lige Stemning.
Men inden vi fik Assistens Kirkegaard uden Ports,
gik der en lang og voldsom Kamp for at faa Bugt
med den taabelige Overtro om, at man var nærmere
Gud, naar man laa i Kirkens Gulv eller ved dens
Mur inde i Byen. Og den, der førte de drabeligste
og heldigvis til sidst frugtende Slag, var Lægen og
Digteren ,/.
Cl. Tode,
der med denne Kampagne som
med saa mangen anden begyndte med at forarge
for til sidst at faa Ret.
Han siger, at man ikke ved at lade sig begrave
i Kirkens Gulv ofrer Røgelse til Guds Ære, men