mer præcis som Grundejerforeningens formand for halvtreds år
siden: A ld rig har vi nogensinde tidligere haft så mange boliger
i forhold til folketallet som netop nu eller så mange rum i for
hold til det samlede indbyggerantal. A ld rig har vi haft bedre
råd til at bo godt, d. v. s. råd til at betale en høj husleje for en
rummelig lejlighed. I hele landet bor kun ca. 130.000 mennesker
eller ca. 3 % i overbefolkede lejligheder. Det vil efter boligmi
nisteriets normer sige boliger med mere end 2 beboere pr. op
holdsrum. E fter denne norm er køkkenet ikke regnet som op
holdsrum, og desuden skal spædbørn under to år ikke medtages
i beboerantallet. Trods det »lave« officielle tal for overbefolk
ningen kan det dog konstateres ved boligtællinger, at 1 0 % af
samtlige børn lever i overbefolkede boliger.
Bruger vi normen om overbefolkning som kriterium for bolig
mangelen i Danmark - hvad mange desværre gør - er det let at
beregne ved hjæ lp a f Statistisk Årbog 1969, at der i hele landet
i 1965 kun fandtes ca. 20.000 overbefolkede lejligheder. D a der
i alt findes ca. 1.600.000 lejligheder (1965), er boligmangelen
efter denne beregning a f størrelsesordenen 1 °/o. Boligmangelen
skulle således efter de officielle normer enten være 3 eller 1 % ,
alt efter om den udregnes i forhold til befolkningstallet eller i
forhold til lejlighedsantallet. Det virker ikke skræmmende, for
fik vi blot oparbejdet en boligreserve på 20.000 lejligheder, der
passede i størrelsen til de fam ilier, der lever for trangt, ville vi
teoretisk kunne fjerne boligmangelen i hele landet. Med den nu
værende byggekapacitet v ille dette kunne lade sig gøre i løbet a f
et par år. Det lyder så godt, at det er svært at tro på - og det
skal man da heller ikke.
I 1967 kom »loven om midlertidig regulering a f boligforhol
dene«, hvormed politikerne troede at kunne normalisere bolig
markedet inden for en otteårig periode, bl. a. ved at lade hus
lejen stige i de gamle boliger i denne periode. Som alle véd, mis
lykkedes denne »dødfødte« lov på næsten alle punkter. Afstanden
mellem huslejerne i de gamle og nyere boliger blev stadig større
trods forhøjelserne, og selv om de havde nærmet sig hinanden,
ville loven ikke have skaffet flere boliger, og beboerne i de
gamle og ofte store lejligheder ville ikke være flyttet ned i de
228