58 / 134
DE S ID ST E ÅR I AMALIEGADE
1857-92
Fattigvæsenet bliver et kommunalt anliggende
4. marts 1857 satte Frederik V II sit navn under loven om besty
relsen af Københavns kommunale anliggender. I henhold til den
ne lov overførtes alle de anliggender, som hidtil havde været ad
ministreret af den kgl. direktion for fattigvæsenet under Køben
havns magistrat, og direktionen ophævedes. Københavns magi
strat skulle for fremtiden sammensættes af overpræsidenten og
et nærmere antal borgmestre og rådmænd. Antallet fastsattes
indtil videre til 4. Borgmestrene valgtes på livstid af borgerre
præsentationen, men valget skulle godkendes af kongen. De fo r
skellige kommunale forretninger fordeltes mellem de 4 borg
mestre, således at hver borgmester havde sin bestemte afdeling.
Under 3. afdeling henlagdes bestyrelsen af fattigvæsenet med de
dertil hørende legater og kapitaler samt de eksisterende stiftelser
med undtagelse af Vartov, Abel Cathrines stiftelse samt opfos
tringshuset. Under 3. afdeling organiseredes et sekretariat samt
et bogholder- og kassererkontor. Den første „fattigborgmester“
blev justitsråd J. P. Holm.
Koleraepidemien i 1853 havde sat gang i diskussionen om såvel
de sundshedsmæssige problemer som fattigvæsenet. Medens man
på det første område ret hurtigt nåede frem til visse reformer,
kom det til at vare adskillige år, inden større ændringer fandt
sted inden for fattigforsørgelsen. Man kørte stort set videre i det
spor, der engang var udstukket, og borgmester Holm var ikke den
mand, der var i stand til at vise nye veje.
Selv om visse ønsker om at ændre fattigforsørgelsen i mere
human retning var ved at arbejde sig frem, må det konstateres,
at det var omkring midten af århundredet, at den opfattelse blev
slået fast i den offentlige bevidsthed, at det at modtage fattig
55