FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

hjælp var borgerligt deklasserende. Når man ser bort fra det

forhold, at en person, der modtog offentlig hjælp, naturligvis

måtte komme til at føle sig i et vist afhængighedsforhold af den

myndighed eller institution, som ydede ham hjælpen, og at han,

såfremt han optoges i en stiftelse, blev underkastet en vis hus

orden, havde det at modtage offentlig hjælp hidtil ikke medført

yderligere indgreb i hans almindelige borgerlige stilling. Nu

ændredes imidlertid forholdet på forskellig måde.

Da tiderne blev dårlige efter 1814, og alle offentlige byrder

føltes tyngende, herunder også den skat, som blev udskrevet af

hensyn til det offentlige fattigvæsen, blev det en almindelig op

fattelse i vide kredse, at en af årsagerne til de stigende fattigud

gifter var de mange ubesindigt indgåede ægteskaber. Man burde

derfor hurtigst muligt træffe regulerende bestemmelser for æg

teskabs indgåelse. Det tjener embedsstanden til ære, at man a f

viste kravet om et almindeligt forbud mod, at folk under fattig

forsørgelse indgik ægteskab. Da en ny ægteskabslov udkom i

1824, indeholdt den en bestemmelse om, at den, der havde nydt

urefunderet fattigunderstøttelse som voksen, skulle have fattig

kommissionens tilladelse til at indgå ægteskab. V ed denne be

stemmelse var der gjort et afgørende skridt i retning af at stemp

le de fattigunderstøttede som borgere af anden klasse.

Et nyt og endnu mere alvorligt skridt blev taget med grund

loven af 5. juni 1849. Det hed heri, at de personer, der nyder

eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten

eftergivet eller betalt, ikke kunne få del i valgretten. Endelig ud

vikledes lidt efter lidt den praksis, at de fattiges ejendele kunne

registreres og tinglæses som tilhørende fattigvæsenet. A lle disse

forhold bidrog til i den almindelige bevidsthed at befæste begre

bet fattiglem, og en næsten uoverstigelig kløft gravedes mellem

de almindelige borgere og de fattigunderstøttede. På den anden

side medførte denne udvikling, at den opfattelse lidt efter lidt

banede sig vej hos offentligheden, at man ikke kunne skære samt

lige fattigunderstøttede over een kam. Der var trods alt forskel

på de personer, som måtte gå den tunge gang til fattigvæsenet.

Det var ofte forhold, som ikke kunne regnes den pågældende til