9 / 199
E N T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
AF HENNING VALEUR LARSEN
»Assistenskirkegårdene uden Stadens Nørreport« - sådan beteg
nede man i 1760 hovedstadens nye begravelsesplads. Det var ikke
noget let navn at arbejde med, og populært blev det aldrig. Kø
benhavnerne yndede ikke betegnelsen »kirkegård« om et sted,
hvor der ingen kirke fandtes, og allerede i indvielsesåret måtte
myndighederne - for at modvirke den almindelige uvilje — for
byde benævnelsen »urtegård« om steder, hvor der begravedes.
Man havde at bruge den rette glose. Ved den store udvidelse af
kirkegården i 1805 fik hvert enkelt sogns område en særlig ind
skrift over porten, for at man kunne finde vej i det store terræn,
og over porten fra Nørrebros Runddel lød indskriften: »Hvilested
for de afdøde Medlemmer af den christne Menighed i Kjøben-
havn«. Det slog naturligvis aldrig an, knudret som det lød. Man
protesterede. »Politivennen« foreslog i 1806 en hel række andre
betegnelser i tidens ånd, f. eks.: Gravløkken, Mindemarken, Fred
lunden, samt ikke mindst: Fædremarken. På de gamle kirkegårde
havde man undertiden anvendt benævnelsen »Lind«, og det over
førte man også til den nye begravelsesplads som betegnelse for de
enkelte afdelinger: Vor Frue Lind o.
1
. Til daglig benyttede man
dog nu betegnelsen »Assistens Kirkegård«, selv om uviljen mod
navnet faktisk holdt sig længe. Der var også dem, der simpelt hen
kaldte stedet »fattigkirkegården«.1
100 år senere var navnet slået an, ja det var blevet så popu
lært, at man undertiden helt bortkastede artsbetegnelsen »kirke