10 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
gård« og nøjedes med at tale om »Assistens« eller endog »Assi-
stensen«. Der ligger altså allerede i navnet lidt af stedets historie.2
Egentlig er assistenskirkegård jo slet ikke noget navn. Det er en
fællesbetegnelse. Der var adskillige assistenskirkegårde, i hvert fald
lige til 1760. De var nødvendiggjort af forholdene.
I middelalderen begravede man de afdøde i selve kirkerne, helst
så nær alteret som muligt. I nødsfald benyttedes urtegårdene uden
for; kun forbrydere udelukkedes. Dette førte naturligvis til over
fyldning, ja i den grad, at man måtte grave ligene op og flytte
dem, når nye skulle til. Mindst 25 kirkegårde havde byen haft,
da pesten i 1 7 1 1 pludselig bragte en krise i forholdene, så man
undertiden måtte begrave indtil fem kister oven på hinanden,
medens ligene nogle steder - f. eks. på skibskirkegården - lå ube
gravede hen. Der var ufremkommeligt på urtegårdene. Man for
søgte begravelser i ulæsket kalk, men det hjalp ikke. I kirkerne
var ligstanken forfærdelig og næppe bedre udenfor. Så greb man
til at affyre kanoner for at sprede den grufulde os. Omsonst! Man
tog gamle kirkegårde i brug på ny. Det forslog ikke. Endelig var
det så, at man oprettede fem assistens— d.v.s.: hjælpe— kirke
gårde, og de hjalp - ikke mindst fordi pesten hørte op.3
På disse fem kirkegårde begravedes i et halvt århundrede den
fattige del af befolkningen. Det er som et »memento« til myn
dighederne, at overklassen vedblivende ønskede at begraves i kir
kerne. Også de utallige forsyndelser mod fredhelligheden varsler
ilde.4
I slutningen af 1750 ’erne havde forholdene atter forværret
sig. Kirker og kirkegårde var overfyldte, og den 2. maj 1757 skrev
magistraten til Kancelliet herom og foreslog en kirkegård uden
for byen. Allerede Holmens og Garnisons Kirkegårde var - hen
holdsvis i 1666 og 1 7 1 1 - lagt uden for Østerport. De fem - eller
nu: syv - assistenskirkegårde lå næsten alle nær byens udkanter,
10
1