16 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
Det er vist udtryk for, hvad man i samtiden kaldte »romerånd«.
Begravelsen foregik —til opbyggelse for alle - nøjagtigt som fore
skrevet. Det var jo »borgerdyds-perioden«, hvis mål var at gavne
efterslægten, og som havde råd til at realisere sine bestræbelser i
den retning. Derfor opstår nu herude, i den »florissante handels
periode«, monument ved monument, det ene prægtigere end det
andet, over folk, der alle som een lovprises for borgerlige dyder.
Augustin havde givet parolen.
Kirkegårdens 25-årige fornedrelsestid lakkede mod enden. Ind
til nu havde folk stædigt holdt fast ved, at de ville jordes inden
bys —og helst i selve kirken. Et gravsted her var noget, man pra
lede af. I Holbergs »Barselstuen« drøfter de to sladdertasker en
snaksom medsøster, der har villet blænde dem med nogle bemærk
ninger på det tyske sprog. »Taler hun ogsaa Tydsk?« spørger Anne
Kandestøbers og får til svar: »Hvorfor ikke det? Hun har jo Grav
sted i den Tydske Kirke.«18
Nu hjalp det noget, men stadig ikke nok. Længe endnu klagedes
der over, at folk lader sig begrave i kirkerne, »hvor de af saa mange
Begravnes Lig opstigende mephitiske Dunster forgifte Luften.«
Det var på denne baggrund, at Rasmus Nyerup lovpriste Augustins
beslutning i et hyppigt citeret skrift. Han antyder i øvrigt, at en
del mennesker —specielt naturligvis klokkere og gravere ved kir
kerne - skumlede over Augustins ræsonnement og kaldte det »en
Følge af Frimureriet eller en Gren af Hedenskab«, hvilken ind
vending »Collegialtidende« til gengæld kalder »indgroet Fordom
og mørk Vankundighed«. Der arbejdes ihærdigt på at modvirke
den konservative, oprindelig religiøse, tankegang, at kirkebegra
velser skulle være særlig hellige, og »Politivennen« klager gang
på gang over de gamle fordomme. Først med forordningen af
22. februar 1805 sattes der en stopper for kirkebegravelserne —
på papiret, for man hører århundredet ud om begravelser, i hvert
16