19 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
grave sløjfes, ældre afdelinger sløjfes - og endelig: Kirkegården
bebudes nedlagt.
Augustin, der gennem sit testamente selv var med til at revolu
tionere, er på sin side blevet offer for nye revolutioner. Hans grav
er sløjfet, og monumentet med. Men berømmelse er en sær ting:
Lange indskrifter på gravmælerne herude lover den afdøde evigt
ry, skønt ingen nu mindes ham. Undertiden sløjfes endda monu
mentet, undertiden bevares det, ikke for den afdødes, men for
dets egen skyld. Dog kan det også ske, at et monument er blevet
fjernet fra en grav, der er så berømt, at senere tider har rejst nye
mindesten på stedet. Det gælder Jens Bang, det gælder maleren
Abildgaard, komponisten Frøhlich, skuespilleren Rosing, ballet
mester Galeotti, det gælder det Zinckske gravsted, og det gælder
også Augustin. At monumenterne i sin tid har måttet fjernes,
skyldes som regel forsømmelighed fra de efterladtes side, ikke
kirkegårdsbestyrelsen. De nye monumenter er til gengæld under
tiden rejst af denne.
Augustins oprindelige gravmæle fandtes ved muren og er nu
forsvundet — man mener, ved kirkegårdens omlægning i 1824,
da alle de ligsten, hvortil ingen ejer meldte sig, blev solgt ved
auktion. Det var et monument af Wiedewelt og bar Augustins
valgsprog: »Bene qui latuit, bene vixit«, og så skjult ønskede den
afdøde at være, at stenen end ikke bar hans navn, men kun for
bogstaverne: I. S. A.. Wiedewelt, der var hans ven —de havde
begge været med til at udsende en pragtudgave af »Peder Paars«
- udførte relieffet, der viste nedgangen til dødens hule, indrammet
af to planter. Underneden stod - efter den afdødes ønske - ind
skriften: »Foris malva asphodelusque, intus mortuus«, hvilket vil
sige: »Udenfor findes katost og asfodil, men indenfor en afdød.«
De to planter anvendtes som lægeurter, asfodil i øvrigt også af
grækerne som symbol på sorgen, hvorfor den plantedes på grav-
*9