OmkringKøbenhavnsKvægtorv

saadanne Tilstande forefindes paa Steder, som passeres af Konge

husets Medlemmer og Hoffets Folk. Men det fremhæves tillige, hvor

forstemmende alt dette maa virke paa de gode Borgerfamilier, som

vil gøre sig en glad Tur til det yndige Frederiksberg. Et af de mest

pathetiske Udbrud i Datidens Presse naar Højder som disse: »Den

kjærlige Fader, den ømme Moder, der i det kjæreste Selskab, om

ringet af unge Sønner og Døtre, forlader Byen for at nyde Naturens

forædlende Betragtning, hvor ængstlig maae de føre deres smaae

Venner forbi disse mangfoldige Rettersteder, der ikke vise andet

end raae, halvvilde, dræbende Mennesker, og døde, eller under det

sidste Slag stønnende Kreature! Det er ikke slige Syner, der be

styrke de bøjelige Hjerter i Blidhed, Medlidenhed og Menneske

lighed!«

I 1806 faar en Indsender Plads i et Blad for en Beretning, som

her kun skal gengives i sammentrængt Form: En af mine Venner

spiste forleden i Selskab med flere andre til Middag ude paa Broen,

i Nærheden af Apoteket, — i et Værelse ud til Gaden. Det var

meget varmt den Dag, og Dunsterne var saa utaalehge, at han hk

Ondt og maatte gaa fra Bordet.

Fra samme Aar stammer en Artikel om »nogle Anstalter, som

endnu mangle paa Vesterbro«. Den indledes med disse Bemærk

ninger: »Lidt efter lidt er Forstaden Vesterbro vokset til en Be

tydelighed, som ikke er liden. Det er den største af Københavns

Forstæder og ejer en temmelig Folkemængde. Den tiltager øjen

synlig med hver Dag. Bygningerne løfte sig højere i Vejret, og de

øde Pladser bebygges. Der er ingen Tvivl om, at den jo med Tiden

vorder en Stad af ti til femten Tusind Mennesker.« Det udvikles

derefter, hvorledes Vesterbro allerede har set nogle af sine Manglei

afhjulpne. Den har faaet Apotek og Doktor, Lygter- og Vand, Vin