OmkringKøbenhavnsKvægtorv

væmmelige Skramleri af stinkende, lasede Kurve og skidne

Tønder.

»Betragter man« — skriver »Politivennen« — »alt det ækle,

som finder Sted dér, saa undres man over, at Kjøbenhavnerne

endnu kunne finde Smag i en Ret Fisk, som kjøbes dér. Anmelderen

heraf vil kun omtale een Væmmelighed, som han selv har været

Øienvidne til. En af de Lazaroner, der fungere som Opvarter for

Sælgekonerne, sad for nyligen og vadskede Fødderne i en Spand.

Denne Lazarons Fødder vare helt befængte med Fnat. Efter at

Vadskningen var endt, vandede han Fiskene med samme Spand.

Man har saavel i dette som i andre Dagblade foreslaaet flere Ind

retninger, sigtende til at forskaffe dette Torv et meer anbefalende

Udvortes, og man fremkommer atter med et Forslag: At indrette

et malet Bord af circa 2 Alens Bredde, forsynet med en høi Rand

af henved 3h Alen, med Afdelinger til enhver af de Sælgende;

Bordet burde hælde ned ad, og langs med samme en Rende, med

et Kobberrør for begge Ender, hvorigjennem Vandet kunde have

sit Løb. Konerne burde hver have en saakaldet Lænestol, indrettet

omtrent som et net Skilderhus, men ikke fuldt saa høit, kun saa-

ledes, at de netop kunne staa opreiste deri. I sligt Huus kunne de

sidde i Skjul for Regn og andet ondt Vejrligt. Disse Huse burde an

bringes tæt op til Bolværket, med saa megen Plads, at de bagom

kunne komme ind i samme, og Bordet da være saa tæt op til Huset,

at de i siddende Stilling kunde naae Fiskene. Dei burde strænge-

ligen indskærpes de Sælgende den reenligste Behandling med deres

Varer, og maatte de til at vande Fiskene være forsynede med en

Blikkande lig den, man vander Blomster med; thi i slig en Kande

kan den førmeldte Fodvadskning ikke finde Sted.

Det er sandeligen paa Tiden, at Kjøbenhavn, i denne Hen